The Project Gutenberg EBook of S/S "Styggen", by Burchard Jessen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: S/S "Styggen"

Author: Burchard Jessen

Release Date: October 31, 2010 [EBook #34183]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK S/S "STYGGEN" ***




Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net






Avskriverens bemerkninger

Åpenbare trykkfeil er rettet i denne e-boka, men forfatterens stavemåte for øvrig er beholdt. En ordliste med rettelser finnes sist i boka.

S/S „STYGGEN“

af

Burchard Jessen

4. tusen

Forlagets logo

Forlagt af H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard)
Kristiania
1917


Copyright 1917
H. Aschehoug & Co.
Kristiania.


W. C. FABRITIUS & SØNNER A/S.


Indhold

 Side

  1. By og bygd 1

  2. Gjennem pumperne 14

  3. Nedenom og hjem 47

  4. Jesabel 63

  5. Syndens sold 81

  6. Diplomatiske forhandlinger 97

  7. Mamons træller 117

  8. Sandheden om briggen 131


By og bygd.

Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.

Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster, for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.

Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som de ellers pleiet.

I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i turistsæsonen. De elektriske færger vimset frem og tilbage som sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og drev.

Det var «Styggen», kaptein Jonas Ratje.

Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel. Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en taugbaat som var tilsalgs.

Dette var i South Schields.

Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene, eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet betale.

Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paa en drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i nogenlunde stand paa fillebaaden sin.

Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt lykken med sig. Siden havde de og «Styggen» ført en tilværelse saa at sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden, og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen position her nede paa Vaagen.

Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling eller «Styggen»; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.

Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.

Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig som forholdene nu engang laa an, var det sundt.


Saa laa altsaa «Styggen» hin solhede sommerdag med stoppet maskine og drev udenfor moloen. Ratje hang over rattet og Darling stod i lugen til maskinrummet og tørret svetten med en tvistdot.

Desværre var det dødt i businessen for øieblikket. Det sørgelige faktum var, at de havde ikke havt en job hele dagen; for imorges kom «Sabben» og nappet et skudeslæb til Salhus lige for næsen af dem. Begivenheden foranlediget mange unødvendige ord fra Ratje og en stille beslutning om hevn hos Dick.

For at faa en smule afløb for noget af sin galde havde Ratje derpaa sat kursen for Sukkerhusbryggen, hvor han tog ind ti tons vand fra byens vandværk. Samtidig fik han anledning til en særdeles oplivende krangel med vagthavende havnebetjent, som han snød for tre af de nævnte ti tons.

Men det var ogsaa alt «Styggen» og dens besætning havde udrettet hele den udslagne formiddag, og nu gik klokken alt mod tolv.

Ude ved Heggernæsset laa en vedlastet sognejægt med raaseilet hængende slapt langs masten, mens tre mand i en færing sled for haarde livet med at bugsere den indover. Ratje tænkte et øieblik paa at gaa ud og praie den for slæb; men bestemte sig alligevel for at lade være. Der var liden mening i at brænde kul paa slig en uvis forretning. I bedste fald kunde han tage ind to tre kroner for slæbet; men sandsynligheden talte for at jægteskipperen, den gnier, vilde spare sine kroner og lade folkene slave sig ihjel. Det var langt tilkvælds, og naar bare han var inde og vel fortøiet til natten, saa var vel han tilfreds.

Nu var der intet andet tilbage end et lidet forlorent haab om at Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, skulde komme og praje dem for et slæb. Slikt hændte iblandt, for Ratje og Trumpen havde sine smaa hemmelige aftaler, ifølge hvilke Trumpen fortrinsvis benyttet «Styggen» naar det var noget. Aftalerne var lige fordelagtige baade for Trumpen og Ratje; men kanske ikke fuldt saa indbringende for Hahn & Hinken. Desværre, man kan nu engang ikke drive sjørøveri uden at det gaar ud over nogen. — Og Ratjes samvittighed var tøielig.


To kjuagutter havde najet en baad fra en sognjægt inde ved Dræggen. Nu satte de kursen freidig mod fjorden, mens sogningen stod igjen og raabte og bandte i solstegen. Imidlertid begav det sig, at de to vikinger røg i totterne paa hverandre om suprematiet ombord. Det endte med et gallaslagsmaal, som gav sogningen tid til at forfølge synderne landværts. Følgen var, at da de to i baaden havde fundet ud, hvem som var den stærkeste og havde indrettet sig derefter, saa stod sogningen paa pynten af Fæstningskaien for at standse dem med sin tales velklang eller paa anden maade.

Han opnaaede ogsaa det. For da de to i baaden kom tvers af pynten, lagde de sig tilro paa aarerne og optog ordskiftet paa sin side. Sogningen skjældte, saa godt han havde lært, og selv syntes han det ikke var saa lidet; men han opdaget efterhaanden, at han havde fundet overmænd i den kunst.

Med medfødt veltalenhed udøste gutterne sin kritik over den stakkars bonde. De fortalte ham nøiagtig og uden omsvøb, hvad de syntes om hans personlige udseende. De gav en kort og drastisk oversigt over hans familieforhold og afstamning, saaledes som de opfattet det. De valgte med kyndighed og virtuositet sine udtryk fra det bergenske gadesprogs rige ordforraad. Sogningen havde fuldt ud følelsen af at ordene ikke var smigrende. Derfor svor han ved alle sine hjemlige guder, at fik han saasandt fat i de nederdrægtige byfantene, saa skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som folk de første fjorten dagene.

Ratje var blevet opmærksom paa balladen. Han raabte bort til Dick, at maskinen skulde sættes igang, og et par slag af propellen bragte dem over paa den anden side af indseilingen, hvor de havde fuld oversigt over komedien.

Det var fra først af pur nysgjerrighed, som bevæget Ratje til denne manøvre; men pludselig slog det ham, at her var en liden forretning at gjøre. Han studset et øieblik paa, hvorledes han skulde gribe sagen an. I grunden var der nok af kjuagutten i hele hans konstitution til at hans sympatier var helt og holdent paa de to benglers side; men samtidig var han klar over, at det ialfald ikke var dem som kunde betale for assistance. — Og derefter tog han sit parti.

«Sei, du sogning! Eg er enig med gutungerne i, at du ser ud som en abekat; men det er det samme, ka betaler du meg for at sætte deg ombord i baaden din?»

Sogningen bed over agnet. Nu var hævnen indenfor rækkevidde. —«En krone,» bød han flot væk.

«Gaa hem og blaas. Vil du give ti?»

«Nai,» kom det bistert tilbage. Denne verdens nydelser kan kjøbes for dyrt. «Nai,» sagde han endnu engang afgjort. «En krone og femti! Vil du saa kom an.»

«Nai,» hermet Ratje og satte sig tilrette paa hyttetaget. De to unge haabefulde var alt paa vild flugt bortover mod Skudevigen.

«To kroner da, og ikke en øre mere.»

«Hør her, din gamle noksagt. Om fem minutter er gutterne kommet iland, og baaden din er i drift udover fjorden. Vil du saa give fem kroner for at blive sat ombord, eller vil du ikke?»

Sogningen stod ubeslutsom. Synderne var nu næsten helt borte ved Bontelbo; men fem kroner! Nei piskedausen, det var alligevel for mange penge, og atter bed han af: «Nai!»

«Ja ja far, som du vil. Farvel, hils hem. Fuld fart forover Dick!»

Men det blev formeget for sogningen. Et var at sige nei, saalænge der var haab om hjælp; men at se baaden og hævnen glide sig ud af hænderne, det klarte han ikke. Han sukket tungt, tørket sig over ansigtet med hueforet og raabte: «Nei stop nu lidt kar. Du har vel ikke slik braahast. Du skal faa fem kroner da, og gid du maa være fordømt for en dyrkræmmer, din byfant.»

Ratje lod sig ikke sige to gange. Han lagde roret om og klappet langs kaien saa elegant, som om det var en lystyacht han førte. «Jump ombord, din grinebider.»

Sogningen var saa ivrig efter at begynde jagten, at han nær var hoppet paa sjøen. «Driv paa karer, driv paa,» sagde han. Han trampet i dækket af bare utaalmodighed.

Men Ratje tog det med irriterende ro. Han satte sig godt tilrette paa hyttetaget og gjorde ikke den ringeste mine til at ville komme afsted. Sogningen var færdig til at fly i flint.

«Tag det med ro, din hankat. Jeg liger ikke slige gebærder ombord i mit skib. Vi har ingen hast. — Pengene først, før kommer vi ikke af pletten.»

Naaja, der gik et kostbart minut til spilde med yderligere vrøvl; men da sogningen saa at gutterne var naaet helt bort til Gert Meyers boder med al udsigt til at naa land, før de kunde bli indhentet, saa tog han det fornuftige parti. Han halte op en stor hestehandlerportemonæ og talte forsigtig op paa hyttetaget fire kroner og femti øre.

Endnu i dette hellige øieblik maatte han prutte.

«Det er alt jeg har. Du lyt gjøre det for det,» sagde han afgjørende og stak portemonæen i lommen igjen.

Men da vaagnet Ratje.

«Aa du din skidne, stinkende bondeknøl, er det mig du vil holde for nar? Tag dine raadne skillinger og se til at pille dig iland og det lidt fortere end fort. Din udspekulerte gorilla. Har jeg sagt fem kroner, eller har jeg sagt fire kroner og femti øre? Kom iland, hører du, straks paa flyvende flekken.»

Sogningen sagde ikke mere. Han halte op pungen igjen og lagde den sidste femtiøringen ved siden af de andre pengene.

«Allright!» sagde Ratje, han strøg pengene til sig i en haug. «Full speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden «Styggen» gjøre sin pligt.»

Jagten var kort men spændende. Gutterne som syntes det drog i langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele, og havde ændret kurs udover fjorden. Men da de saa mærket, at de blev forfulgt, gjorde de et fortvilet forsøg paa at naa ind i baadhavnen ved det militære badehus.

Men «Styggen» var dem for rap i vendingen. Det blev straks indlysende at tilbagetoget var afskaaret.

Da tog pokker ved dem. Al deres medfødte gutteondskab tog fart, og mens bugserbaaden halte ind paa dem, saa det høist kunde vare et minut endnu, brugte de dette minut til at varpe overbord aarer og øskar, tofter og tiljer. Alt som løst var slang de bortover sjøen saalangt de orket.

Sogningen stod og saa paa ødelæggelsens vederstyggelighed og bandte saa blaa luen stod ham ud af halsen. Hu! Han skulde lære de banditterne!

Ratje frydet sig, og selv gamle Dick kunde ikke lade være at smile. «Hvad fanken var det som randt i dem?»

Den ene af gutterne rev nyglen af baaden og sendte den samme vei som alt det andet, og da det var gjort, reiste han sig og lo frydefuldt mod solen. Det saa ikke ud til at knegtene var bange for konsekvenserne.

I samme nu som Ratje hukket baadshagen i baaden sprang begge gutterne paa sjøen og lagde paa svøm udover. De havde nok regnet ud paa forhaand at sogningen først og fremst vilde tænke paa baaden; men uden aarer og inventar og uden nygle kunde han i det mindste ikke forfølge dem.

Det gik ogsaa ganske rigtig slig. Sogningen hoppet i baaden sin uden at tænke paa følgerne, og Ratje, som straks var med paa noterne, stødte den fra borde med kraft og eftertryk.

Der sad sogningen.

Ratje tog roret igjen og satte efter synderne, som han halte indenbords lidt mere haardhændt end strengt taget nødvendig. Han var halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig stril lagde haand paa byens barn. Han skulde selv besørge det fornødne.

Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig. Han havde stukket en finger i nyglehullet og havde det ikke bekvemt.

Ratje gjorde atter en sving bortover til ham. «Halloi, hvad bæljer du efter? Nu har du jo baaden din.» Han stak hænderne i lommen og godtet sig inderlig. De infernalske spillopmagerne havde virkelig gjort sine sager upaaklagelig.

«Aarene og det andet kram? Nei far, jeg har andet at bestille end at fare Byfjorden rundt efter vraggods og drivtømmer. Det bliver din egen sag, som ikke ved, hvad et par ægte bergenske kjuagutter kan finde paa. Desuden det er udenfor kontrakten. — Men det er det samme. Hvad betaler du?»

Sogningen vilde ingenting betale, og han sagde det med mange ekstra sprogblomster.

«Nei nu er du grov,» sagde Ratje. Men ligemeget. Du skal ikke faa sagt, at jeg er vrangvillig mod en god kunde. Vil du give mig to kroner, saa skal jeg fiske op det meste saa du bliver hjulpen.»

Sogningen vilde fremdeles ikke.

«Allright, min mand. Naar du er saa sta, saa faar du have det saa godt. Jeg skal vente i fem minutter, om du vil ombestemme dig.»

Da tre minutter var gaaet havde sogningen udtømt saa meget af sin galde, at han besluttet sig til at akceptere Ratjes tilbud; men da hændte noget.

Ratje skulde netop til at fiske op den første aare, da Dick pludselig afbrød ham: «Lad nu de narrestrekerne fare. Nu er der andet at tænke paa. Ser du derude i Kvarven?»

Ratje lod aaren drive og skygget med haanden over øinene mod solen. «Donnerwetter! Det er «Midnight Sun»! Gudskelov, vi har ti ton ferskvand paa tanken. Først til møllen faar først male. Det blir femogtyve kroner mindst til os det, Dick! Shake her up, old man. Nu gjælder det at være om sig.»

Han blev saa ivrig. Men saa kom det som en eftertanke. «Men vi kan ikke lade den arme tosken ligge her og drive.»

«Vi maa!» sagde Dick tørt. «Kast gutterne overbord og lad dem hjælpe sogningen.»

«Ja du siger noget. — Men nei, det bliver alligevel synd.» Han hukket baadshagen fat i den anden aare, som netop kom drivende forbi og halte den indenbords. «Se her, din vadmelsbrok!» skreg han og kastet aaren over til sogningen. Denne var ikke sen til at gribe den. «Nu klarer han sig altids. Gutterne faar følge med. Vi sætter dem iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.» Han hug næven i rattet. «Dick giv hende alt hun kan taale, om saa kjedlen din gaar tilhimmels.»


Gjennem pumperne.

Paa hver sin side af den høitidelige kontorpult i det indre kontor sad de herrer Hahn & Hinken.

Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han saa ned i nogen papirer i dybe tanker.

Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.

Der gik et minut og to og tre. Situationen blev næsten lummer, og Ratje gjennemgik i stilhet sit synderegister. Der var jo desværre et og andet punkt, hvor resterne af hans samvittighed ikke var saa blankpoleret, som den gjerne burde være. Kunde det være mulig, at firmaet havde faaet greie paa de filleprocenterne, som han pleiet at stikke i arbeidsformanden deres, denne Trumpen som han kaldtes; eller var de kommet under veir med, at han pleiet at kulle «Styggen» fra firmaets kulskuder, uden altid at huske det ved opgjørene. Eller — —

Han blev afbrudt i sin tankegang af Hinken: «Ved De hvad, Ratje, 57 kroner for de sidste slæbene, det er blodpenge.»

«Undskyld hr. grosserer, naar grossereren betænker at vi arbeidet i et kjør uden skaffestunder og langt udover natten. Ja De ser, Trumpen har jo kvitteret for timetallet, og — —»

«Ja ja. Lad nu det være godt for denne gang. De kan hæve pengene ude hos kassereren. Men det var nu ikke nærmest det vi skulde tale om idag. Hm, sig mig, kaptein, kan De paatage Dem at forsvinde fra jordens overflade, De og baaden Deres, og han den gamle maskinisten, hvad er det nu han heder?»

«Dick Darling.»

«Javel, det var det han hed. Kan Dere forsvinde totalt i otte dage uden at vække opsigt og uden at nogen kommer med ubekvemme spørgsmaal?»

«Det kommer saamen an paa det,» trak Ratje det tvilende ud.

«Ja, det skal naturligvis ikke gjøres for ingenting. Vi betaler en rimelig dagpenge for baade folk og skib.»

«Kunde ikke grossereren forklare det lidt nærmere?»

«Nei, først maa jeg vide om De kan dette eller ikke?»

«Naar?»

«Aa, der er god tid. Det bliver ialfald ikke før om en fjorten dage.»

«Jo, det kan jeg altids klare. Der er mere end tid nok til at slaa ud nogen skrøner, som nok vil blive troet. Men jobben?»

«Skal vi snakkes om senere. Midlertid faar De holde Dem klar, sørge for at proviantere for en fire fem dage og fremforalt ikke lade nogen vide, hvor De skal hen.»

«Nei, det er vel vanskelig nok det, naar jeg ikke ved det selv engang. Bliver det langt slæb?»

«Nei slet ikke slæb. De skal ud paa andre eventyr og farter dennegangen. Og er De den mand jeg tager Dem for saa kommer De at lige Dem godt. De skal faa bud fra mig, naar saalangt kommer.» Hinken fordybet sig atter i sine papirer for at antyde at audiensen var forbi.

Ratje gik. Det var regnveir, rigtig sipende regn. Folk i Strandgaden pilte afsted i den graakolde eftermiddag for at komme i hus saasnart som mulig. Bare en konstabel vasset afsted med langsomme reglementsskridt midt i gaden. Alle andre havde som sagt hastværk, undtagen Ratje. Han blev gjentagne gange staaende i dybe tanker. Engang var det enda saa paafaldende, at en kjuagut stoppet op og spurgte om han var ansat som «Christiesstøtte», hvis ikke fik han flytte sig fra fortoget før han groede fast.

Ratje smilte og tog sig sammen. Han gik ret ombord i «Styggen». Den laa som vanlig naar den var ledig ude ved Holbergsbryggen. I «salonen» sad Dick og Trumpen og spyttet skraatobak udover dørken. Trumpen flyttet sig for at give plads for Ratje: «Nu, hvordan gik det. Gjorde han vrøvl,» spurgte han.

«Nei, han betalte allright nok, og du skal faa dine procenter, naar bare du giver tid et øieblik. Men først faar du give mig greie paa, hvad fanden han har i hætten, han chefen din.» Ratje berettet nøiagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde ikke færten af nogen ting, saa det hele løb ud i ørkesløse gisninger.


«Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne ud. Først al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er mistænkelig. Og saa tænke sig til, at Hinken af egen drift byder 40 kr. døgnet og frie kul. Nei, det hænger aldrig rigtig sammen. Havde han budt 20 og jeg havde forlangt 40, saa havde han maattet betale 30, det vilde været det normale. Men byde 40 og give 40 uden vrøvl! Enten skal vi lastes med nitroglycerin eller smuglegods, det kan du tage gift paa, Dick. Og naar vi skal gaa syd til Slotterø, hvorfor pokker skal vi da ud Hjeltefjorden og gaa udenskjærs det stykke nedover, sig mig det om du kan.»

Ratje stod ved roret og Dick Darling sad paa maskinskylightet. Regntunge skyer hang lavt over fjorden og de nakne bjergknauser laa farveløse og glædeløse rundt om. Hist og her kom de forbi en bondehytte eller et baadnøst; men det livet ikke op i landskabet; for der var over det hele noget fattigsligt og fortrykt. Det var som om selve luftens raakolde fugtighed lagde en dæmper over alt som vilde udover hverdagslivets ensformighed.

«Styggen» snøftet og bar sig, som om den slet ikke ligte denne uvante tur, og kulrøgen laa som et uldent baand efter den i kjølvandet.

Rundt om kredset maager lavt over vandet.

«Er det meningen, at vi skal gaa sørover inat, eller tænker du at ankre op i en eller anden vig og afvente dagen?» spurgte Dick.

«Ved ikke. Jeg ved i det hele taget ingenting. Det er det forbistrede ved det. Hinken gav ordre til at gaa denne veien tilhavs og derefter skulde vi gaa sørover, hvis ikke noget hændte i mellemtiden. Men, sagde han, han antog vi vilde faa nærmere ordre. Hvor den skal komme fra maa guderne vide. Men for os kan det jo være lige fedt. Vi har førti kroner døgnet og frie kul, vi, og kan det more ham at vi flyr rundt som et spektakel og en flyvende hollænder for den betaling, saa gjerne for mig. Jeg var bare tilfreds vi kunde farte rundt hele aaret paa tamp for slig fragt.»

Endnu før Ratje fik talt ud, skjød en færing frem bag nærmeste odde. Den var bemandet med en mand og en gut. Den lagde sig lige i «Styggen»s kurs og der blev den liggende og vente til den kunde praie.

«Der har vi bud fra Hinken,» sagde Ratje.

Dick bare brummet noget uforstaaeligt.

«Hvad er der nu iveien?»

«Aa bare det, at hvis Hinken har noget hemmeligt fore, saa er han en tosk til at arrangere.»

«Ja, begribeligvis. Men hvorfor kommer du med det nu?»

«For nu har jeg opdaget den femte, som er mere eller mindre indviet i hemmeligheden og endnu flere bliver det. Det er dumt. En hemmelighed bør kjendes af saa faa som mulig. Men de som kjender den bør kjende den tilbunds.»

«Du er nysgjærrig Dick, og du er ærgerlig fordi du ikke er indviet.»

«Indviet? Det er jeg jo. Strilen der skal lodse os.»

Det stemte. Strilen skulde lodse. Han forlangte, at man skulde gaa videre med det samme, og stak tilhavs nordenom Sartorø. Da var det allerede næsten mørkt. Men ingen lanterner blev sat ud og i mulm og mørke bar det sydover langs kysten.

Under Marstenen oplevet de nogen spændende minutter. Det gjaldt at komme forbi uden at blive opdaget, hvis det var muligt. Ved at holde langs landet paa nordsiden, og derefter snige sig over sundet og stikke forsigtig ud igjen paa den anden side, mente Ratje at de kunde undgaa at blive seet; — — men ikke at blive hørt, for «Styggen» pæset og stønnet, som om den vilde avertere sin nærværelse for hele verden. Følgen var at de blev praiet fra fyret; men uden at svare dampet de videre i natten.


Tager man kartet for sig og sætter det ene passerbenet paa Slotterø fyr og drager en cirkel omkring det med en tre kilometers radius, saa finder man at en stor sektor af denne cirkel paa sydsiden af Sælbøfjorden er opfyldt af smaa øer og holmer med trange sund imellem. Her er et virvar af smaa viger og smuthul, hvor en liden damper kan skjule sig om det kniber. Her er sparsomt bebygget med lange afstande mellem gaard og gaard.

Didind var det «Styggen» satte kursen hen paa morgenkvisten efter sin hemmelighedsfulde nattereise, og netop som daggryet dæmret i øst ramlet ankerkjættingen ud af klydset. Der laa den nu i en lun liden afkrog. Rundt om hævet landet sig, saa at ingen kunde se den paa en kilometers afstand, og knapt nok skulde man blevet var den om man saa strøg lige forbi, for den laa paa indsiden af en holme som skjærmet fortrinligt.

«Ja nu er vi her. Hvad næst?» spurgte Dick Darling. Han stod i lugen sin, søvngrætten og sur og gren i den regntunge morgen.

«Nu skal vi trække kaffe og spise frokost, og naar det er besørget, saa skal vi tørne ind og sove til den store guldmedalje.»

«Vel, det er et program som anstaar mig.»

En halv time senere snorksov alle tre.


Gamle kaptein Brinkstein paa «Ariadne» stod paa broen og speidet forover. Det blaaste en stiv nordvestkuling og gamlingen var krøbet i ly af brotrækket. Sydvesten havde han klemt godt ned over ørene og hænderne var begravet i lommerne paa den store ulster. Styrmanden stod ved siden af ham og borte ved rattet stod baadsmanden tilrors.

«Ser De noget til fyret nu, styrmand? Det er længe siden vi passeret Ryvarden, og det er snart saa mørkt at Slotterø skulde være tændt nu. Dette er den værste svinejob jeg har havt saalænge jeg har været skipper og jeg var en tosk, som ikke sagde nei. Vi har indenbords 1000 gallons wisky som skal losses, guderne maa vide hvor; men paa Bergens toldbod er det ialfald ikke. Bliver vi knebet saa er jeg en ødelagt mand, og bliver vi ikke knebet, saa ved hver mand ombord at her er ugler i mosen, saa før eller siden maa det lække ud. Gjorde jeg min ret, saa gik vi nu ret ind til Flesland og praiet toldstationen der og overgav det hele. Saa kunde Hahn & Hinken rase saameget de vilde, det fik blive deres sag. Min ryg vilde ialfald være fri; men sparken fik jeg naturligvis.»

«Aa ja, det lægs en slæber til, siger man; men Hahn & Hinken ved ellers, hvad de pleier at indlade sig paa. De maa vel have en mening med, at de har givet ordre til at vi skal have maskinskade saasnart vi er tværs af Slotterø.»

«Er De gal mand? Hahn & Hinken har aldeles ikke givet nogen slig ordre. Har De en anden opfatning bør De ændre den snarest mulig. Hinken har bare skrevet til mig, at hvis vi tilfældigvis skulde faa maskinskade tvers av Slotterø, saa kan vi temmelig sikkert paaregne assistance, saasnart vi heiser tre røde lanterner for at vise at skibet er uden styring. Men De indser vel, at det er noget helt andet end det De vrøvler af Dem.»

Saa underlig kan det gaa for sig. Da «Ariadne» fik Slotterø i sigte kom maskinisten op paa broen og meldte, at ikke mindre end tre rammelagere holdt paa at gaa varme for ham, og hvis han ikke fik stoppe og kjøle dem af saa kunde han ingenting garantere.

Skipper Brinkstein besvor ham ved alt mellem himmel og jord om at holde det gaaende en stund til, saa de kunde komme sig ind i ly af skjærgaarden og dryppe anker, og han sørget for at baadsmanden ved rattet hørte hvert ord han sagde. Det kunde være hændigt at have et vidne, om der siden blev sjøforklaring.

Maskinisten lovet at gjøre sit bedste.

Der gik et kvarters tid endnu; men saa begyndte maskinens fart at aftage mærkbart og ret som det var gjorde den et par dump og stoppet op fuldstændig. Der laa «Ariadne» og drev med hele Nordsjøen tværs paa siden og brændingerne en liden kvartmil nede i læ.

Det saa rigtig hyggelig ud.

«Faa op nødsignal, styrmand. Tre røde lanterner, saa faar vi se om der kommer hjælp. Men for sikkerheds skyld faar De se efter om livbaadene er klar.»

Styrmanden gik om sit arbeide og Brinkstein blev staaende igjen paa broen. Der lagde sig et træt trist drag over hans ansigt.

Men idet de tre røde lys for tilveirs paa formasten, tog han sig sammen. Han trak i fløitesnoren og udover sjøen klang der et langt skjærende ul. Lidt efter ulte det endnu engang og saa endelig for tredie gang.

Næppe var den sidste dybe tone forsvundet i kulingen, saa svaret det ensteds langt nede i læ. Der kunde ingenting sees; men tre lange gjennemtrængende hvin arbeidet sig op mod veiret ganske tydelig.

Brinkstein tog kikkerten og gransket kysten nøie og et par minutter efter saa han en liden svart slæbebaad pile ud fjorden med kursen ret tilhavs.

Styrmanden var færdig med sit og kom atter op paa broen og meldte af. «Se der styrmand,» sagde skipperen og rakte ham kikkerten. «Der hænder mirakler endnu lader det til. Nu faar De purre ud andenstyrmand og folkene forud. Det kan blive heisent nok at faa slæberen ud.»

«Allright, skal blive, kaptein. Vi faar vel tage den nye manillatrossen?»

«Ja, den skal vel holde.»


Samstundes laa en Collin Archer skøite med tre rev i seilet bidevind ud gjennem Korsfjorden med kurs for Marstenen fyr. Den grønne rand om det sortmalede skrog fortalte, at det var en af statens toldkuttere, og den omstændighed, at den stod udover nu mod natten i sligt ruskeveir tydet paa, at den havde et specielt ærinde. Det kunde forsaavidt være rigtig nok. Nogen fiskere inde ved Haakelsund havde ladet falde et ord om, at der den foregaaende aften var strøket en liden damper sydover udenfor kysten. Det var jo i og for sig ikke saa underligt; men den havde foretaget nogen høist besynderlige manøvrer og gaaet i en bue indenfor fyret istedetfor at holde kursen ret sydover, og den havde ikke ført lanterner.

Føreren bestemte sig derfor til at løbe ud under fyret for at høre om man havde observeret noget der, endskjønt der var vel liden hjælp i det, for selv om det skulde vise sig at være rigtig, saa var det jo nu et helt døgn siden. Man fik gjøre sin pligt og heller stikke ind til Haakelsund for uveir til natten.

Men under Marstenen fik han høre noget som tog natteroen fra ham. Fyrvogteren kunde meddele, at det var bugserbaaden «Styggen» af Bergen, som havde staaet sydover, og den havde undladt at svare da den blev praiet. Fyrvogteren havde kjendt den paa hosten dens; han kunde ikke sige, hvor den skulde hen; men han var villig til at sætte sin sjæl i pant paa, at den ikke havde rene papirer.

Paa toldkutteren holdt de skibsraad. Den hele historie lugtet raaddent. Dertil kom at Ratje med sædvanlig elskværdighed havde tirret skipperen paa kutteren langt udover al taalmodigheds grænser her engang i sommer, da den laa i vindstille en dag, den skulde indover til byen og hente hyre paa toldboden. Da havde Ratje, det bæst, staaet og viftet med en taugende og slængt mange haanende ord efter sig; men han havde ikke taget tolderen paa slæb.

Nu var der udsigt til at faa betale gammel gjæld, hvis lykken var med; saa fik heller natteroen gaa fløiten. Det var ikke den første nattesøvn man var gaaet glip af. Bare der havde været et lidet fingerpeg om hvad Ratje havde fore; men foreløbig var det hele jevngodt med at søge efter en synaal i et høilæs. Den eneste trøst var, at den gamle skranglemaskinen til Dick Darling pleiet at holde sligt leven, at man kunde høre den halve milen borte i fint veir. Og en tolder maa have øren saavel som næse.

Det blev besluttet at et forsøg skulde der gjøres. Her var intet at tabe og muligens meget at vinde.


«Styggen» fik slæberen stukket ud og skjønt det faldt haardt nok i den høie sjø lykkedes det at bringe «Ariadne» i sikkerhed. Den lagde sig i ly af den første den bedste holme i passende avstand fra fyret. Mandskapet blev sendt tilkøis. Bare skipperen og styrmanden blev igjen paa dækket; men nede i maskinrummet holdt de paa hele natten at udbedre den skade, som maskinmesteren paastod at der fandtes. Andenmaskinisten mente rigtignok, at det hele var noget forbistret tøis; men han var ung og uerfaren.

Saasnart der blev rolig ombord blev der stukket en stor gummislange ud gjennem sideventilen fra salonen. Den anden ende blev anbragt direkte i «Styggen»s vandtanke, og ret som det var begyndte en væske at rinde. Dick lurte lidt paa dette, indtil det gik op for ham hvad det var; men da grebes hans skotske sjæl af en næsten hellig gysen: «Forlade min synd, det er jo den rene uforfalskede Highland wisky vi fylder paa tanken.»

«Ja gamle dreng, det stemmer,» sagde Ratje. «Nu begynder vi at faa sammenhæng i lidt af hvert. Men det er saameget du ved det, at hvis du smager saameget som en eneste draabe, saa hamrer jeg dig slig igjennem, at du aldrig har været saa mørbanket i dit syndige liv. Dette er ikke længer et picnic forstaar du, men den farligste business som du nogengang har været i nærheden af. Save

«Oh yes, save.» Dick faldt uvilkaarlig i staver. Om lidt kom det: «Men jagu er det haardt for en gammel synder. Her pumper de forsyne mig best special Highland blend ombord som om det var det klare kildevand; this is the oppertunity of a lifetime, som de siger hjemme i Skotland og saa ikke smage det. Paven og alle hans helgener og engler kan ikke staa for en slig fristelse.»

«Hør nu her Dick. Tænk dig lidt om før du indlader dig paa dumheder. Du maa jo kunne regne ud ligesaagodt som jeg, at denne lasten tager vi ikke ind paa tanken for at beholde den der i al evighed. Den skal altsaa ud igjen en dag, og da kan det vel ikke være saa nøie, om der kommer ud en ti tyve liter mindre end der kommer ind. Du faar altsaa dit gallafyld uforstyrret naar du bare giver tid. Vi faar heller lægge op en dags tid eller to mens det staar paa. Men foreløbig gjælder det: Fingrene af fadet.»

Dick hørte paa og mens han hørte indaandet han med velbehag wiskyduften. Han sukket, som om alverdens synd tynget paa ham: «Aa ja. Du har vel ret; men — —.» Slutningen af sætningen forsvandt i et suk som var endnu tyngre end det første. Han skruet af den døsige lampe under dækket og satte den og sig selv ved siden af slangen. Kunde han ikke faa smage, saa vilde han ialfald fryde sit øie ved synet af denne mængde wisky, hvis mage han aldrig før havde skuet.

Timerne gik og det vokset jevnt i tanken; men først langt over midnat var de fire ton wisky vel forvaret ombord i «Styggen», og da var Dick Darling sovnet ved siden af slangen fuld som en alke. Han havde holdt sit løfte og ikke smagt en draabe; men spiritusdunsterne han havde indaandet i timevis havde alligevel gjort sin virkning.

Ratje bandte, svor og skjældte værre end nogensinde før i sit syndige liv; men da han havde forbrugt hele sit repertoire af eder og skjældsord, og dertil havde udtømt sin opfindelsesevne i retning af at lave nye, tog han det fornuftige parti at overveie, hvad der skulde gjøres.

Og det var snart nok besluttet. Han havde jo ikke valget mellem saa svært mange alternativer.

Han fik se at komme sig ind i ly af holmen i sundet igjen. Uheldigvis havde Dick, det asen, forsømt at passe fyren under kjedlen, saa den var sluknet. Det var en nydelig historie. Ratje alene kunde ikke passe baade fyringen, maskinen og styringen i dette farvand, saa forbistret trangt og vrient som det var indover. Og strilen skulde blive ombord i «Ariadne» som kjendtmand.

Det eneste var om kaptein Brinkstein vilde laane ham et par mand i travaljebaaden og bugsere ham ind paa ankerpladsen. Det blev ogsaa enden paa historien.

Og vel var det, for det viste sig, at her havde lykken været bedre end forstanden; for næppe var baaden vendt tilbage lige med det samme det saavidt lysnet af daggry i øst før «Ariadne» blev praiet af en skøite som dukket frem af mulmet. Det var toldskøiten og tolderen gik ombord.

Hvad han sagde da han fandt salonen fuld af tomme wiskyfustager skal være usagt; men kaptein Brinkstein havde en hel møie med at faa fyren til at forstaa, at tomme wiskyfader ikke er toldpligtige, og at han havde en speciel fornøielse af at have sligt skrammel i salonen. Det var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham. Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne.

Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at fortsætte til Bergen?

For maskinskade. Ene og alene for maskinskade. Uheldet var passeret ret udfor fyret, og var der ikke tilfældigvis kommet en slæbebaad og hjulpet ham ind her i læ, saa var skuden sikkert gaaet i stenene.

Slæbebaad? Hvilken slæbebaad? Hvor var den nu?

Det kunde kaptein Brinkstein desværre ikke sige. Det hele var hændt om natten og han havde rent glemt at spørge om slæbebaadens navn. Den havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke længer havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvis sydover. — Jo det var mulig, at det var «Styggen» af Bergen; men det var ogsaa mulig, at det var en anden.

Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.

Men tolderen gik fraborde med den moralske overbevisning at hvis han bare kunde skaffe beviserne, saa var han sikker paa at kunne afdække en af de frækkeste smuglerhistorier som nogengang var passeret paa disse kanter af landet.


I tre døgn laa «Styggen» med samt dens to eiere fanget som mus i en fælde. For nat og dag laa toldskøiten og krydset i Sælbøfjorden. Ombord i bugserbaaden turde de ikke engang stikke fyr under kjedlen for at røgen ikke skulde forraade dem. Det eneste de havde opnaaet i al denne tid var at Dick var bleven ædru igjen; men endnu klaget han over hovedpine.

Ratje tilbragte dagene med at ligge paa maven oppe paa toppen af holmen, hvorfra han gjennem kikkerten kunde følge alle skøitens bevægelser. Naar han var kjed af denne ensformige beskjæftigelse, satte han sig til at forbande toldere og alt deres væsen og alle deres gjerninger systematisk og vældig; men naar han saa sluttet og atter greb kikkerten, saa laa den forbistrede skøiten fremdeles derude i fjorden med tre rev i seilet og tog det saa rolig at det kunde ærgre en sten.

Men den fjerde dags morgen fandtes der ikke længer den mindste smule proviant ombord. Ja ikke drikkevand engang. Desuden var Ratjes taalmodighed absolut og uigjenkaldelig tilende, saa nu stod det klart baade for ham og Dick Darling, at store begivenheder var uundgaaelige. Nu fik man vove noget, og saa fik det briste eller bære. For sidste gang tog Ratje kikkerten og begav sig op paa sin udkigspost. Skulde den infame skøiten være der fremdeles?

Vinden var lidt efter lidt gaaet om paa sydvest og var tillige løiet betydelig. Regnet gjorde det heller ikke netop nu, saa at veiret var usædvanlig sigtbart.

Ratje laa paa maven som almindelig. Han turde ikke staa opreist, for tænk om skøiten var i nærheden, saa vilde han blive seet. Men han for hele synskredsen rundt med kikkerten uden at se det spor. Han reiste sig paa knæerne og lidt efter stod han opreist. Da var det saavidt han langt nord kunde øine skøiten som stod rumskjødes opover mod Bjørnefjorden.

Han raabte ombord: «Dick, hvorlang tid trænger du for at faa dampen op?»

«Tre timer. Vandet er iskoldt paa kjedlen.»

«Allright, du skal faa to. Stik fyr straks. Vi faar forsøge at lure os øst til Brandesund, der er landhandler, saa der kan vi altids faa kjøbt lidt kaffe og mad. Hurry up mand. Foreløbig er snushanen blevet lei; men det er ikke godt at vide naar vi har ham tilbage.

Dick fyrte op. Han stelte med ilden, raget og skuflet kul paa med kyndighed og mange aars erfaring; for der var ingen som Dick, naar først han lagde sig i sælen. Det var ikke længe før raadampen begyndte at komme, og da to timer var gaaet kunde han begynde at lunke maskinen. Han mumlet misfornøiet iblandt. Det var jo det rene barbari at forcere fyringen slig paa en gammel raadden kjedel. Det kunde jo ende med, at man sendte baade den og hele greien til himmels; men Ratje trøstet ham med, at en vis mand havde hjulpet ham hidtil og nok vilde gjøre det fremdeles. Selv stod Ratje og halte ind ankeret. Tiden var kostbar. De havde ligget her paa fjerde døgnet nu til ingen nytte. Hinken vilde nok læse dem en lekse, naar han fik regningen.

Endelig slog befrielsens time. Rokken skranglet rundt og Ratje satte kursen ud mellem holmerne, gjennem trange sund og smyghuller ret ud i fjorden.

Men da han fik fri horizont, kvak han til og blev ganske bleg om næbbet. En liden kvartmil oppe i fjorden kom toldskøiten skjærende med baugen ret mod dem og frit farvand helt frem. Et øieblik stod han som fjetret, raadvild. Det bæst av en tolder! Saa havde det hele bare været en krigslist, og han, dumme naut, havde været saa sikker paa sin sag, at han rent havde glemt at se sig for, før han stak næsen ud fra sit smuthul. — — — Men saa skaket han sig sammen, slog kloen i rattet og brølte til Dick som forskrækket stak hovedet op af lugen sin: «Shake her up, old man! Giv hende hver smit og smule hun kan taale og lidt til, for ret nu er gamle Erik løs i alle papirer, og nu faar vi en dans som vi mindst havde tænkt os.»

Dick fanget situationen i et eneste øiekast, saa forsvandt han som en bussemand i en æske. Han forstod hvad det gjaldt, og at nu var spillet hans saavel som Ratjes.

Her var bare et at gjøre. Ratje svinget rattet saa spagerne næppe kunde sees. Det fik staa til ud forbi Stolmen og nordover eller udover eller pokker i vold. Det fik blive et kapløb paa haarde livet. Her var alt at tabe og svært lidet at vinde.

Dick stak hovedet op af lugen: «Nu har hun fuld aabning og høieste damptryk. Nu faar vi prøve hvad «Styggen» taaler.»

«Allright!» sagde Ratje. Hans ansigt lukket sig i haarde bestemte linjer. Han bed tænderne sammen saa det knaget i kjakerne.

Ombord i skøiten var de heller ikke søvnige. Der for en streng af signaler tilveirs; men Ratje bare keg over skulderen: «Giv fanden i de glorede tøilapperne,» mumlet han og fortsatte ufortrødent sin kurs. Hver kabellængdes forsprang han kunde vinde nu var guld værd. Damp mod seil, det skulde igrunden ikke være tvilsomt.

Men skøiten stak ud rev efter rev, til storseilet stod i top. Og saa begyndte dansen.

Til en begyndelse gik det herlig; for saalænge skøiten endnu maatte krydse havde «Styggen» alle fordele. Stolmen laa allerede langt agterud før skøiten fik svinget om næsset; men da fik den først vind i seilene for alvor. Hu, hei, saa den seilet. Det velbyggede fartøi formelig danset fremover fra sjø til sjø; medens «Styggen», som egentlig var alt andet end skikket for færden, laa og hugget i sjøerne som et traug.

Men nordover bar det. Forbi Møgster og Marsteinen, og endnu var det uafgjort om afstanden mellem de to vokset eller minket. Det strøg Ratje som en tanke, at egentlig burde han stikke ind Korsfjorden for siden at forsøge paa at gaa sydover igjen indenskjærs, hvor seiladsen vilde blive saa meget vanskeligere for skøiten. Men enten det nu var, at han ikke fik tid til at overveie denne planen ordentlig, eller det var det at alle piratens vovehalslyster var vaagnet hos ham, det er ikke godt at sige; men nok er det, han lod staa til nordover paa udsiden af Sartorøen.

Men saa til al ulykke frisket vinden. Fra frisk bris steg den til passelig kuling. Skøitens fører vidste at udnytte denne chanse til det yderste. I løbet af næste kvarter blev det klart, at den halte ind paa sit bytte.

«Dick, vi maa have mere fart. Dette ender med fiasko. Giv hende alt, mand, som kan trække.»

«Hun har alt. Det er fuld aabning og største tilladte damptryk.»

«Saa giv hende alt, hvad du kan af det som ikke er tilladt da vel.»

«Der er straf for at fingre med sikkerhedsventilen.»

«Hu, dit bagbæst! Skammer du dig ikke. Der er straf for at seile med fire ton wisky i lasten ogsaa. Har du endnu ikke begrebet det, du. Spild ikke flere ord, mand. Shake her up!»

«Det er farlig. Det gjælder livet, saa gammel og skjør som kjedlen er.»

«Blaas i livet! Det gjælder tugthuset, hvis vi bliver knebet. Det er værre det.»

«Vel, som du vil. Jeg har varskuet. Du skal faa din vilje; men du faar ogsaa tage følgerne.»

«Aa skidt! Eksploderer den gamle thekanden din, saa faar vi nok begge tage følgerne, tænker jeg. Men klem paa. Her er ingen tid at tabe.»

Dick dukket ned i sit rige, hvor han stængte sikkerhedsventilen og øget trykket til den gamle skranglekjedlen formelig ristet paa puderne, og dampen piblet ud af lække pakninger og utætte naglehuller. Han stod med øinene stivt fæstet paa manometer og vandstandsglas. Det dirret nervøst om mundvigene hans, og trods kulstøv og smuds lyste ansigtet næsten graahvidt dernede i halvskumringen. Han vidste jo, hvad dette havde at betyde selv om Jonas Ratje i sin uforstand var uberørt af hele vovestykket.

«Nu gaar det bedre,» sang Ratje ud efter en stunds forløb. «Vi haler fra hende. Endnu kan tolderen komme til at faa en lang næse. Giv hende et par pund til om du kan.»

Men Dick svaret ikke. Der fik være grænser.

Der gik en time. Fremdeles drev Dick kjedel og maskine til det aller yderste, og fremdeles syntes avstanden mellem «Styggen» og skøiten at holde sig uforandret.

Saa sprang hoveddamprøret. Ikke voldsomt. Men just i bændet ved paaslipningsventilen piblet der ud en fin kvas glohed dampstraale. Det kvak ordentlig i Dick med det samme. Ved et rent tilfælde havde han flyttet sig lidt, saa han undgik at blive skoldet, hvad han uvægerlig vilde blevet, hvis straalen havde truffet ham.

Han greb skruenøglen og aabnet sikkerhedsventilen; men han skjalv saa paa haanden, at der gik næsten et minut, før dampen buldret ud gjennem spildrøret. Men da seg han sammen paa bænken og hele hans krop rystet som et aspeløv.

Da Ratje hørte dampen rutsje ud gjennem røret, svor han en vældig ed, slap rattet og løb til lugen: «I svingende svarte Jerusalem, hvad er det som plager dig mand?»

Dick saa op, og han hakket tænder, saa han næsten ikke kunde tale; men endelig fik han da frem: «Ikke andet end at spillet er tabt. Vi kan ligegodt give os med det samme. Hoveddamprøret er sprunget læk.»

«Du kan selv være læk. Stæng ventilen og det straks. Forstaar du da ikke, hvad det har paa sig at vi lægger os til her nu?»

Men Dick bare rystet paa hovedet. Han orket ikke eller vørret ikke at svare.

Da blev Ratje rasende. I et eneste hop var han nede paa dørken. Han stak sin knyttede næve opunder næsen paa gamlingen og brølte ildrød i ansigtet: «Vil du lystre, din forbandede saapekoger, eller saa forsyne mig driver jeg til dig, saa du aldrig ser dagens lys mere. Det er mig som er skipper her. Forstaar du det?»

Dick Darling reiste sig bare ganske rolig: «Bare driv til, du Jonas. Du er jo gal mand. Du ved slet ikke, hvad du taler om.»

Det virket. Ratjes haand faldt slapt ned. —«Men er der da slet ingen raad?»

«Ikke som jeg ser. Jeg kan i det høieste holde det gaaende for halv eller trekvart fart. En times tid kanske, knapt det og.»

«Hm!» Ratje sagde ikke et ord mere. Han bare krøb op igjen paa dækket. Skøiten var halt stygt indpaa dem nu, og rent mekanisk gik han til rattet igjen og lagde baaden paa ret kurs. Han strøg sig over panden. Hvad skulde han nu gribe til?

Pludselig holdt dampen op at buldre. Trykket var gaaet ned og sikkerhedsventilen lukket sig med et lidet smeld. Ratje mærket instinktmæssig at maskinen gik fremdeles, og at «Styggen» lystret roret. Da var det ligesom han vaagnet igjen. I et nu havde han klart for sig, hvad han skulde gjøre. Kanske tolderne endnu skulde faa næsen i en klud.

«Kom hid Dick!» bed han i.

Dick kom, muggen nok og spurgte: «Hvad nu?» De to mønstret hinanden et sekund.

«Du faar glemme at jeg forløb mig; men du kan vide jeg blev hidsig. Omforladelse gamle ven.»

«Aa, det er allright,» sagde Dick. Han tog den fremstrakte haand og knuget den som var det et hammerskaft han tog i.

«Men nu faar du holde det gaaende saa godt du kan i længste laget, og saa faar du sætte pumpen igang fra tanken. Der er fire ton, det hiver vi ud paa en times tid og saa længe maa vi klare os.»

Dick stod et øieblik ganske uforstaaende; men saa gik det op for ham, hvad det var Ratje vilde. Det var som om man havde forlangt hans hjerteblod. Hele hans skotske natur gjorde oprør mod denne formidable tanke: «Pumpe? — — — pumpe klare wiskyen ud i Nordsjøen? Aa gudfaderbevaremigvel. Tusen gallon wisky ud gjennem pumperne. — — — End Hahn & Hinken?»

«Til Bloksbjerg med dem. Det er vort eget skind det nu gjælder, og dette er den sidste mulighed. Men tiden er kostbar, klem paa.»

De kjendte hinanden altfor godt disse to hædersmænd til at imponere hinanden synderlig i hverdagslaget; men nu var Dick imponeret. Dette var en stor mands hensynsløse greb i farens stund. Tusen gallons wisky i sjøen! Du store alverden. Havde det været blanke kronestykker Ratje havde foreslaaet ham at kaste overbord, det havde ikke anfægtet ham synderlig, saalænge det ikke var hans egne; men wisky. Han gik agterover og rystet paa hovedet hele tiden. Men han var kuet og han lystret ordre. Det daget for ham at paa en maade var dette det største han havde oplevet. Men da pumpen var kommet igang, og han saa den dyre drik staa som en armtyk straale ud gjennem afløbsrøret i skibssiden, da kunde han ikke længere, og han krøb ned i sit hul, hvor han satte sig ned og graad af ærgrelse, som et barn man har skjændt uretfærdig paa. Spændingen havde været for stor, nu kom reaktionen. Dick Darling seg sammen som en vaad klud, slap og ødelagt.

Men Ratje havde endnu sin hellige stund i behold. Det kriblet ham i alle nerver. Vilde han kunne holde det gaaende til tanken var tom? Det var det store spørgsmaal. Hvert halve minut saa han agterover, og hvergang syntes han skøiten var kommet utrolig meget nærmere.

Men det tog sin tid alligevel før han blev indhentet, og da skøiten endelig var naaet frem paa praiehold havde Ratje den tilfredsstillelse at se at pumperne ikke længere tog. Tanken var altsaa tom. Det gav ligsom rygrad. Han slap rattet og gik agter i lugen til Dick.

«Aabne bundventilen og slip ind saa meget sjøvand i tanken, som der er tid til,» sagde han. Og da han saa Dick straks reiste sig for at efterkomme ordren, satte han hænderne for munden som raabert og brølte over til skøiten en hel skylle af udsøgte uforskammetheder.

Hans samvittighed var nu snehvid og selv ikke en kongelig norsk tolder havde noget at sige ombord i hans skib, de kunde være saa beslaaet de vilde baade med blanke knapper og guldtresser baade her og der. Men da han havde revet af sig det værste, faldt det ham ind at paa denne maade kunde han gaa glip af halve komedien. Saa tilbød han generøst at steame ind til Mjøvik, om kanske hans høihed vilde gjøre ham den fornøielse at følge efter og aflægge ham en visit. Han, Ratje, vilde føle sig smigret og hædret ved saa megen ære. — Og tolderen bed over agnet.

Naa ja. I Mjøvik fik Ratje sig en koselig stund. Men jamen var det paa nippet, at Dick, det bagbæst, havde ødelagt det hele. Han havde ikke kunnet modstaa fristelsen. Da han havde grædt ud, havde han i al stilhed fyldt en pøs med wisky og stillet den tilside til senere brug. I sidste øieblik opdaget imidlertid Ratje det, og endnu medens tolderen stod ved siden af ham, slog han med aandsnærværelse hele pøsens indhold overbord.

«Den pøsen skal bare bruges til drikkevand, Dick. Det ved du, saa du kunde gjerne finde noget andet til alskens suttel og søl, naar du endelig skal bale med det. — Men undskyld, jeg glemmer nok min pligt som vært,» vendte han sig forekommende mod toldbetjenten. «Hvormed kan jeg være til tjeneste, min herre. Jeg kan ikke tænke mig, at dette skal være et toldeftersyn, saasom vi aldrig gaar i udenrigs fart. Men forøvrigt er der intet som er mig kjærere end om det høie toldvæsen vil benytte mit ringe skib som øvelsesfeldt. Det kunde jo muligens være nyttig.»

Tolderen bare skulet bort paa ham. «Vil De aabne vandtanken for mig?»

«Med fornøielse,» han viste veien ind i «salonen» og aabnet en luge i dørken. Hele rummet fyldtes øieblikkelig med den lifligste spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds smil.

«Kan De laane mig et glas?» spurgte han.

«Nei desværre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandøse kan klare det?»

Tolderen nikket bifaldende. Øsen kom og tolderen fyldte den til randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en vældig slurk. — — — Derpaa spyttet han: «Aa fy for al landsens ulykke. Det er jo sjøvand!»

«Ja naturligvis er det sjøvand. Kjære hvorfor spurgte De mig ikke først, saa skulde jeg have sagt Dem det straks. Kanske De troede det var brændevin, De? — Nei desværre, saa heldig er vi ikke herombord, at vi kan have hele tanken fuld af slige sager at traktere vore gjæster med, selvom de er saa høitæret som Dem min herre.»

Toldbetjenten vendte ret om paa hælen og gik fraborde uden saameget som at sige farvel.

Men da han var vel afgaarde gik Dick bort til værktøiskabet sit, det han meget omstændelig lukket op. Han tog kaffespandet sit ud, tog laaget af og holdt spandet bort under næsen paa Ratje: «Det var meningen min at dele med dig, Jonas; men naar du har raad til at slaa væk en hel pøs wisky, saa fortjener du sandelig ikke at faa noget. Nu vil jeg drikke, og du kan nøie dig med at se paa.»

Ratje bare lo. «Drik du. Du kan trænge det efter dagens sindsbevægelser. Imens gaar jeg iland og ser om vi kan opdrive lidt mad; for jeg er sandelig mere sulten end tørst.»


Paa matten nede ved døren i det indre kontor hos Hahn &. Hinken stod Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene.

Ved den ene side af den høitidelige kontorpult sad Hahn, taus og alvorlig, som altid.

Men frem og tilbage paa gulvet mellem vinduet og pengeskabet løb Hinken skummende af raseri. Ratje havde netop aflagt en fuldstændig beretning om turens begivenheder og Hinken var misfornøiet med resultatet som rimelig kunde være. Af og til stoppet han op og kastet nogen iltre spørgsmaal til Ratje, som besvaret dem med knusende ro.

«Men gubevaremigvel mand, forstod De ikke, at det var penge De paa den maaden pumpet overbord? Blanke penge. Fire femtusen kroner kastet paa sjøen.»

«Ja er det noget at snakke om.» Ratjes beskedne ydmyghed var med engang som strøget af ham. Stemmen blev hidsig og agressiv. «Det var vel billig nok sluppet det. Eller kanske De synes, det vilde lønnet sig bedre at tage et par aars tugthus for at redde de lumpne kronerne for toldvæsenet. For det maa De da begribe, at hvis jeg ikke havde gjort hvad jeg gjorde, saa var Deres fordømte smuglehistorie blevet røbet. Det kunde blevet noget andet det end at sidde lunt paa kontoret, medens andre risikerer baade liv og ære for Deres skyld. Havde De sagt fra paa forhaand hvad hele affæren gjaldt saa skulde pokker havt noget med Deres skidne smuglegods at gjøre.»

Attaken kom saa uventet. Hinken var ikke vant med at blive overhæklet paa sit eget kontor. Han tabte ganske fatningen: «Uforskammet! Der er døren! Hvad er det De vover, er det mig De skjælder ud?»

«Take it cooly, old man! Her er en regning som skal betales først før jeg gaar. Syv døgn à 40 kroner pr. døgn er 280 kroner, tak. Ogsaa er der en liden reparation paa et damprør som kommer paa 50 kroner. Det er 330 alt i alt.»

«Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine øine.»

«Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen. Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?»

Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han ikke have gjort. I næste sekund laa den vesle tyksakken paa sin bag og sprællet med benene borte i krogen ved pengeskabet.

Der gled et blegt smil over Hahns strenge ansigt: «Kom her med regningen, De kaptein Ratje. Jeg skal skrive paa den, saa kan De hæve pengene ude ved kassen. Og saa kan De hilse Trumpen fra mig, at De skal have slæbningen for den kullasten som kommer i næste uge. Godmorgen Ratje, tak for umagen.»

Ratje blev lidt forbauset. «Tak selv hr. grosserer, godmorgen.»

Men da han vel var ude af døren og Hinken havde faaet samlet sig lidt sammen borte i krogen, sagde Hahn: «Ratje havde fuldstændig ret. Der var intet andet at gjøre, og vi skal være ham taknemlig for hans konduite. Det hele var en skidt historie, og nu taler vi ikke mere om den.»


Nedenom og hjem.

Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje, dette at føle sig som velhaver.

Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i «Styggen», den vesle taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrække og aldrig var det lykkedes dem at tjene mere end netop det allernødvendigste fra dag til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i fanget paa dem.

Eller kanske nogen vil bestride at 435 kr. netto kontant er stor og uanet rigdom? Det var netop den sum Jonas Ratje dags dato havde sat ind i Kreditbanken, og Dick Darling havde nøiagtig samme sum i sin indvendige trøielomme igaaraftes da han gik iland.

Da han imidlertid ikke var tørnet til idag, skjønt klokken gik til tolv, saa kunde det formodes at beløbet for Dicks vedkommende allerede var reduceret, og at Dick var fuld eller ialfald ikke vilde vise sig før han var blevet det.

— Jo da, de to gamle pirater var pludselig blevet lykkens kjælebørn.

Først var der nu en vis ekspedition de havde foretaget for de herrer Hahn & Hinken. Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt for tort og svie.

Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis. Ratje og Darling havde ikke havt fire timers søvn i døgnet i al den tid, mens de sled ondt som hunder og tjente penge som grosserere.

Og endelig som de var færdig med hele sildesjauen kom der en tysk havforskningsdoktor med briller og rare instrumenter og leiet «Styggen» for 40 kroner dagen i hele fjorten dage.

— Ak ja, livet var ikke saa værst, og selv om Dick tog sig et par dages gallafyld ovenpaa de gode job, saa fik det taales, naar bare det bagbæstet havde varskuet først, saa Ratje ikke behøvet at sidde her og vente som en anden nar.

Forresten havde han det allright her i styrehuset. Han kunde jo gaa hjem; men siden Dina Ratje født Weidemann igaaraftes havde hørt nævne de mange kontanter, havde der været saa mange antydninger og hentydninger og vink om alle de ting som hun og barnene absolut maatte have nye, at det kanske ikke var værd at holde for nær opunder der for det første.

Jonas Ratje karvet i piben og belavet sig paa at nyde livet. Han fik fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt. Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. — Nu kunde de komme og gjøre sig vigtige baade «Dræberen» paa «Liv» og «Smaafanden» paa «Trygg» og alle de andre paverne. Han blæste dem et langt stykke. Ja, om det saa var Jeremiassen paa «Storegut», som havde hus paa Laksevaag og var god for sine tyvetusen mindst, saa kunde han faa lov til at kysse ham baade her og der.

Ratje stak ikke op for nogen.


Vaarsolen spillet i de smaakrusede bølger. Det skinnet af blanke reflekser fra de mange ruder over i de nye murstensgaardene paa Tyskebryggen og hele Vaagen var fuld af yrende liv. Der blæste en liden frisk bris fra øst og inde ved Triangelen stod de kommunale flag ret ud fra de tre flagstænger. Enkelte B.~D.~S.-skibe ved Fæstningskaien var ogsaa flagsmykket i en eller anden anledning. Men inde i styrehuset paa «Styggen» var det ganske stille. Solen baget saa behagelig gjennem de store vinduer og Jonas Ratje laa paa ryggen paa sofabænken og snorket. Piben var faldt i dækket og bankbogen var blevet liggende paa hans brede bryst.

Pludselig vaagnet han. Døren blev revet op med et kraftig tag, og i aabningen stod Dick Darling.

Dick var ædru. Ratje gned sine øine, han kunde ikke rigtig tro dem. Dick ædru nu middagstider, endda han havde været i land hele formiddagen, det var jo forholdsvis utrolig.

«Naa er du der, du gamle hallunk.»

Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket døren bag sig og satte sig paa bænken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig to gange og endelig kom det: «Det bliver svinagtig dyrt.»

«Dyrt? Hvad bliver dyrt?»

«Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste vi kan faa det for.»

«Er du gal, eller er du bare fuld, mand?»

«Ingen af delene. Jeg har været tre forskjellige steder og spurgt; men 635 kroner er allerlaveste pris, det er bandt sikkert det. — Og du ved der kommer altid et eller andet lidet til, saa siger vi 700 kroner rundt.»

«700 djævler. — Hvad er det du sidder og vabber om mand.»

Dick trak betænkt op et papir af lommen sin. Det var krøllet og skiddent; men de store klodsede bogstaverne var ganske læselige. «Se her, kan du selv se. Nyt vevlager i høitrykken 47 kroner, nye pumpeventiler 15 kroner stykket, og da bruger vi endda de gamle sæderne. Saa maa vi have fem nye stagrør i kjedlen og — —»

«Plager hinmanden dig? Hvad skal dette sige?»

«Skjønner du ikke det, Ratje, at hvis vi skal gaa en dag længer med denne vidunderlige submarine baaden vor, saa maa maskinen og kjedlen repareres. — Og nu har vi lidt penge, altsaa maa det gjøres nu, og vi maa heller begynde idag end imorgen.»

Der kom et forunderlig træk om Ratjes mund. Han sad endnu med bankbogen i haanden og blev siddende og bladet i den ganske aandsfraværende.

Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betænkt med lange mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det raadeligst ikke at sige noget.

Saa dette var altsaa meningen.

Ikke før var der et par øre tilovers, saa straks var de ude for at plyndre, baade den ene og den anden. Først madamen med jeremiader om klær og sko og guderne maatte vide, hvad andet. — Og saa Dick med denne fillemaskinen sin. Nu havde den alligevel skranglet afgaarde i ti samfulde aar trods der altid havde været den samme klagesang at høre bestandig. Men til dato havde nu «Styggen» hostet sig frem fra job til job — og det klarte sig vel endnu en stund.

Jonas Ratje smeldte bankbogen sammen med et klask. «Nei saa pinedø,» kom det resolut. Det skulde ikke ske hvordan pokker det saa gik. Han puttet iltert bogen ned i den indvendige frakkelommen og knappet tæt til, som om nogen vilde røve den fra ham.

Dick Darling blev siddende som før. Atter blev der en lang og pinlig pause. Saa sagde han langt om længe: «Jamen vi maa. Der er ingen bøn for det.»

«Maa, maa — nei siger jeg,» buste det ud af Ratje.

«Tag det med ro mand. Det vi maa, det maa vi. Vi kommer ikke udenom det. Vi kan ikke holde det gaaende et halvt aar til, og da bliver det endda dyrere. Desuden, nu har vi penge; men om et halvt aar, saa har vi ingen. Ialfald ikke jeg; for da har samlaget faaet dem. Jeg kjender gamle Dick, den fyldehunden, fra før.»

«Ja du om det. Det er dine penge; men før jeg gaar med paa dette, før skal vi sælge hele skrabejernshaugen efter vægt.»

«Sælge «Styggen». Det mener du ikke.»

Nu var Jonas Ratjes taalmodighed slut. Han røg op i et gnistrende sinne, slog i væggen saa det skranglet i hytten og svor og bandte baade paa det ene og det andet. Det var et stort ordforraad Jonas Ratje havde til raadighed, naar han var i det hjørne.

Dick var heller ikke renonce for trumfer, og i de næste ti minutter skjældte de to mangeaarige kammerater hinanden ud i et sprog, som kunde sat skottene i brand, saa glohede var de gjensidige velsignelser.

Endelig orket de ikke mere. De sank tilbage hver i sit hjørne af sofabænken helt udmattede og kobberrøde i ansigterne. De var begge anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i øinene. Det var ikke første gang disse to røg i totterne paa hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstød en eller to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst sjeldent.

Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de havde sagt, hvad der kunde siges. Kort og godt situationen havde naaet det psykologiske moment, hvor den i næste fase maatte slaa om i det tragiske eller i det komiske.

Det var en flue paa Ratjes næse som egentlig afgjorde det hele. Dick Darling saa den og fandt den snodig og følgelig smilte han. — Saa smilte Ratje og Dick lo. — Og da lo Ratje med.

«Naa endelig. Det var forfriskende; men gudbevaremigvel saa sint du blev, Dick.»

«Ja da, og du var ikke det mindste sint, du. Bare sød og elskværdig, ikke sandt?»

«Naa ja ja. Se her har du min haand, grinebider!»

«Tak. — Men skal vi saa beslutte os til at reparere?»

«Nei.» Ratjes mund smækket i som en rævesaks.

«Naa saa, naa!» Dick blev atter stødt og der opstod en fem minutters evighedspause. — — — — —!

«Du Dick. Skal vi sælge hele kassen?»

«Hvem vil kjøbe?»

«Hahn &. Hinken, ved du.»

«Ja for halvandet tusen. Det har vi jo snakket om saa mange gange før.»

«Ja, men om vi sælger saa beholder vi jo jobben for dagløn.»

«Og bliver andenmands slaver for resten af vort liv. Tak, men det bliver der ikke noget af.»

«Hvorlænge kan du holde det gaaende? Et halvt aars tid?»

«Ja til nød.»

Atter pause.

— — — «Om vi assureret «Styggen», Dick. — Ja mod totalforlis selvfølgelig.»

Dick sendte sin kompagnon et blik. Hvad pokker var det nu som stak ham?

«Assurere? Hm, hvorfor det?»

«Joooo! Der hænder saa mangt, sagde kobben. Det kan da være godt for noget at assurere.»

«Hm!»

Atter en lang pause. — Det var karakteristisk for situationen, at de ikke kunde se hverandre i øinene. Deres blik mødtes uvilkaarlig engang; men straks saa de til hver sin side. Netop dette gjorde, at de forstod saa inderlig godt begge to.

«Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde tusen kroner, og kanske lidt mere.»

«Ja ha, jo det faar vi nok. — Men, puh saa kvalmt her er Jonas.» Dick slog døren op paa vid væg og den kjølige friske vaarluft fyldte hele styrehuset i en gufs.

De aandet begge to ud og suget et par dybe drag, nydelsesfuldt og velbehagelig. — Det var som en opvaagnen.

«Kom med op paa almendingen og faa et glas øl, Jonas. Jeg er saa tørst, at det er ligesom struben skulde snøre sig sammen paa mig nys, du.»

«Allright, gaa an. Jeg skal bare se efter fortøiningerne først, saa kommer jeg efter.»


Naar en dampkjedel angribes af tæring, gaar det ofte for sig paa den maade, at det begynder som et mikroskopisk lidet knappenaalsstik i en plade; men lidt efter hvert griber tæringen om sig i det sunde jern og der bliver som et saar i det. Man kan gjøre hvad man vil, man kan ikke stoppe det. I slike tilfælde forsøger maskinisten med soda og lignende kemikalier at koge sygen ud; men oftest uden held.

Det var slig tæring som havde angrebet Dick den dag da Jonas Ratje havde talt om at assurere «Styggen». Det hele var jo ingenting og selve bemærkningen var jo uskyldig nok; men den tanke som ikke blev udtalt og som laa bagom, den var giftig. Den aad sig ind i Dicks hele tilværelse og blev som et aabent saar, som laa der og værket og tæret sig dybere og dybere ind i hans bevidsthed. Han var ingen forbrydernatur; men han kunde forsøge hvad han vilde, den giftige tanke havde faaet fæste, og det hjalp ikke at han slog brændevin og andre destilata i sig for at stanse den. Sygen var der og lod sig ikke drive bort igjen.

Anderledes med Jonas Ratje. Han var vistnok den som først havde fostret tanken; men hos ham var den forlængst glemt da Dick en dag en maanedstid senere pludselig spurgte: «Skal vi saa tage og assurere vraget, Ratje?»

Det kom saa uventet, saa absolut apropos slet ingenting, at Ratje uvilkaarlig brast i latter. «Ja hvorfor ikke?»

Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften, da de laa vel fortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem, tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med assurancefolkene imorgen du, Jonas.»

«Det er alvoret dit det da, Dick?»

«Der er ingen anden udvei?»

De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker om dette pinlige punkt. Men ingen af dem turde tale ud. De stod slig næsten et halvt minut, saa trak de øinene til sig. «Allright!» sagde Ratje og vendte sig helt rundt paa hælen og gik.

Den næste dag blev «Styggen» assureret for 3800 kroner og Dick Darling gik i en rus de følgende otte dage. Ratje derimod smagte ikke spirituosa; men paa hver side af munden hans grov der sig ind to dybe furer, og det skjælmske gode udtryk i øinene veg plads for et staalgraat kvast blik, som gav ansigtet et barskt og lidet tiltalende præg. Dick lagde ogsaa mærke til at Ratje, som ellers alle dage havde været pratsom nok, nu var blevet en taus og indesluttet mand.

Dagene gik og lykken var fremdeles med. Næsten hver uge kunde Jonas Ratje forøge sin bankbeholdning. Sommetider bare med en femkrone, andre gange med mere. Langsomt men sikkert naaede han de 500 og videre helt op til 600 og forbi, saa han var paa god vei opimod de 700 kroner. Men der foregik samtidig en forandring med manden selv. Han var blevet pengegridsk. Han drev sig selv og Dick og baaden til det yderste, undte sig ikke ro hverken dag eller nat, men var paafærde baade tidlig og sent og pirket op selv den mindste job, paa hvilken der kunde tjenes en krone. Ja han forsmaaede ikke engang at ligge til langt ud paa kvældene og samle op lystseilere, som laa i vindstille bortunder Askølandet og drev. — Det var forresten en specialitet som ikke betalte sig saa daarlig. De unge kjøbmandssønnerne var ikke knebne, især naar der var damer ombord. Men denslags business gik ud over nattesøvnen, og Dick stod mangen en god gang i maskinkappen og gjæspet og smaabandte for sig selv. Men han tiet klogelig stille. Han havde faaet sin vilje med assurancen, og han var klog nok til at indse at til gjengjæld vilde Ratje have sin vilje i alt andet.


Det var en dag ud i august maaned. Der blæste en frisk bris fra nord, og sjøen gik hvidtoppet indover Byfjorden. Ret ud for Dekkeværftet laa en kolosal Hamburg-Amerikabaad og tog ind kul. Passagererne var sendt iland som en anden saueflok for at kjøre til Fløien eller Fantoft. Imidlertid gjaldt det at blive færdig med kulsjauen før passagererne kom tilbage. Oppe paa promenadedækket gik en snorebeslaaet næstkommanderende og var ubehagelig mod sine underordnede og andre, som kom i nærheden af ham. Det forbedret ikke mandens humør da han opdaget «Styggen» som kom hostende med en kulskude paa slæb. Han sendte en hagelskur af mindre smigrende hilsener imod den, og Ratje kvitterte promte ved at manøvrere slig, at den skidne kulskuden gnuret sig et langt stykke bortover langs pakketbaadens hvidmalte side.

Tyskeren fræste skjældsord over Ratje, som til gjengjæld paa klingende «hamburgerplatt» lod ham vide, at det ingenlunde passet sig for en stakkars næstkommanderende at tiltale en skipper og selveier saa uhøvisk, og hvis han gjorde mere vrøvl skulde det være Ratje en fornøielse at tage lægteren med sig igjen, saa kunde Hamburg-Amerikalinjens aktionærer spendere en ekstra kjøretur paa sine passagerer mens man ventet paa komplettering af bunkerkullene.

Tyskeren fandt ud, at han havde fundet sin overmand i kunsten at bruge mund, hvorfor han vendte sig og drev agterover.

Ratje fortøiet lægteren og fik to tomme paa slæb tilbage til Laksevaag.

Det var paa denne slæbeturen tilbage over fjorden at det hændte og det gik saa fort for sig, at det var rent forunderligt. Slæberen var kort og det blaaste en frisk liden kuling fra nord. Omtrent midtfjords tog lægterne et forkjert skjær og drev ind paa «Styggen». Den ene med stevnen midtskibs og den anden paa laaringen. «Styggen» krænget saa voldsomt over, at Dick ganske enkelt gjorde en kolbøtte udenbords. Ratje selv fik krabbet sig ud af styrehuset og fik saavidt huke sig fast i stevnen paa den ene lægteren i samme nu som «Styggen» sank som en sten. Den gik ret tilbunds, hang et sekund eller to efter slæberen; men saa smaldt tauget af og Ratje saa bare, hvor sjøen ligesom kogte under ham idet baaden for tilbunds.

Han var en kraftig kar Ratje; men jamen havde han job med at faa halet sig ombord i kulskuden. Men op kom han.

— Men Dick! Var Dick gaaet tilbunds? Han speidet ivrig ret ned i sjøen, som om han ventet at Dick skulde komme op der «Styggen» gik ned, og han blev ganske perpleks, da han pludselig hørte fra en ganske anden kant:

«Hiv mig en ende ud, du din trefoldige bavian, eller kanske du vil, at jeg skal gaa samme veien som «Styggen.»»

Saa blev Dick bjerget naturligvis; men han var ikke blid, da han endelig blev halet indenbords. Han havde den opfatning at Ratje idetmindste kunde varskuet før han sendte «Styggen» nedenom og hjem. Han sagde sin kompagnon endel smigrende ord, hvoraf saapekoger og idiot var nogen af de mildeste.

Besynderlig nok svarte ikke Ratje et muk. Han satte sig ret ned paa polleren med hænderne for ansigtet.

Dick satte sig vis à vis. Han blev saa forbauset over, at Ratje tiet, at han uvilkaarlig blev taus selv ogsaa. Men han var vaad efter badet og han frøs i kulingen. Han saa sig om efter hjælp.

Borte paa Hamburg-Amerikabaaden havde den guldbeslaaede næstkommanderende seet, hvad der gik for sig, og da han unægtelig var sjømand selv om han var ubehagelig, saa var han ikke længe om at give sine ordrer, og mindre end tre minutter efter katastrofen pilte en dampchalup udover med næstkommanderende selv i agterskotten.

Da den kom inden praiehold blev Ratje nødt til at tage hænderne fra ansigtet og svare, og Dick saa da til sin usigelige forbauselse at taarerne formelig silte nedover kinderne paa Ratje.

Dick blev saa tankefuld. Han glemte baade at han var vaad og at han frøs.


Der havde været sjøforklaring; men nu var den over og Ratje og Darling stod ude paa gaden igjen. Det var saa forbistret underlig. De følte sig saa hjælpeløse og hjemløse. Hvor skulde de gaa hen, hvor skulde de gjøre af sig? Gaa hjem? nu midt paa blanke arbeidsdagen? Gaa ombord? Der var jo ikke noget at gaa ombord i.

De drev bortover gaden, og helt ubevidst gik de mod havnen.

«Den klarte vi godt,» sagde Dick langt om længe.

Ratje svaret ikke.

Om lidt sagde Dick: «Men du kunde jo gjerne varskuet mig først. Det var ikke din skyld, at jeg slap fra det med livet.»

«Tosk,» sagde Ratje.

«Det kan du selv være.» Dick var stødt. «Farvel,» sagde han og drev en anden vei.

Ratje blev staaende og se efter ham. «Han tror pinedød, at jeg gjorde det med vilje.» Et øieblik spekulerte han paa at løbe efter Dick Darling og forklare ham, at det hele var et virkelig uforfalsket uheld; men saa opgav han det. «Han tror mig saa alligevel ikke, det nautet. Og desuden, naar sandheden skal siges, saa var det bare et tilfælde at det blev et virkelig uheld; for — — —»

Han var stoppet op ret for Holbergstøtten. Han stod rent aandsfraværende og saa paa den og talte med sig selv. En konstabel over paa fortoget fikserte ham skarpt: Var manden fuld? Ordenens haandhæver drev nærmere; men Ratje tog sig sammen og ruslet afgaarde.

Fader Holberg stod tilbage med sit broncesmil. Endnu spilledes der en og anden komedie udi den berømmelige handelsstad Bergen.


Jesabel.

Jonas Ratje, føreren af slæbebaaden «Styggen II», laa og strakte sig saa lang han var midt oppe i en taugkveil.

Han var inderlig forarget, og røgen fra den korte, smaa snadden kom i korte hidsige smaa stød, som ekshausten fra en totakts motor.

Jeg sad paa polleren og afventet, hvad der vilde komme. En slig forargelse maatte have afløb, og det kunde være ganske lærerigt iblandt at høre Jonas Ratje udgyde sin bitterheds skaaler.

Men der gik fem minutter og der gik ti uden at den forventede udladning kom. Han bare dampet og dampet paa piben, iltert og uafladelig, og piben snorket af surhed og elendighed. Mig tog han ingen notis af. Lod som jeg var bare luft. Jeg var dog ellers en velseet og æret gjæst ombord i «Styggen II» naar min vei faldt saaledes.

Det hele var ganske merkværdigt.

Langt om længe vovet jeg en liden bemærkning: «Hvor er Dick Darling henne idag?» spurgte jeg.

Det var gnisten i krudttønden. — Ratje sprang op og formelig fræste:

«Ja kan du sige mig det, du, saa er du klogere end de ti vise fra Østerland. — Væk er han, væk som et telegram fra Rundemanden, den forbandede abekatten. Først lægger han baaden op en hel dag midt i travleste sæsonen; fordi han maa have kjedelsjau. — Kje-del-sjau, naar det er travelt. Har du nogensinde i dit syndige liv hørt magen. Men lad nu det gaa; men mens vi saa ligger bommende stille og alle de andre bavianerne tager fra os det ene jobbet efter det andet, saa triner min godeste Dick op efter middag med snip og manschetter og bonjour og stiv hat, som en anden udenrigsminister og meddeler mig ganske rolig, at han skal have fri, for han skal paa byen.

Nu har jeg faret paa salt vand siden jeg blev en næve stor; men jamen er det det stiveste nogen har budt mig til denne dag.»

Jeg smilte sympatisk og lidt uforstaaende. Dick iland midt paa dagen, det kunde sagtens forklares; men maskinist Darling i bonjour og manschetter en hverdagseftermiddag, det hørtes utrolig og jeg rystet tvilende paa hovedet.

«Hvad pokker griner du efter? Din udslidte kuglespidspen! Tror du mig kanske ikke?» fræste Ratje. —«Jo far. Det er desværre altfor sandt, og handsker havde han ogsaa, den kænguruen! Men hvis ikke den forbaskede nordlandsdukken er «la femme» i den historien, saa skal du faa kalde mig gryde saalænge jeg lever.»

«Nordlandsdukken?» Sandelig dette var en dag fuld af uanede nyheder. «Gik Dick paa frierfødder?»

«Næ, hvis han endda det gjorde, saa skulde jeg tilgive ham hans daarskab, saa gammel han er; men vil du tænke dig, den gamle han-idioten har lagt sig til en guddatter. Han som aldrig har havt nogen ting at bestille hverken med gud eller døttre. Og en tilkommen og fornuftig mand skulde man tro. Men «no fool like an old one» siger engelskmanden og han har dyre død ret.»

Themaet begyndte at interessere mig. Ratje var nu kommet i farten, saa nu behøvet jeg bare at pirke lidt i ham en gang imellem med et lidet spørsmaal for at holde ham gaaende.

«Naar begyndte komedien?»

«Aa Dick har altid havt stormandsgalskab, det er min mening; men siden vi gik i kompani med Hahn & Hinken og begyndte at tjene lidt penge har han været uudgrundelig hoven.»

«Dere tjener penger nu da?»

«Aa jo saamen, det kunde gaa værre, men saa ved du det trænges ogsaa, for vor halvdel i «Styggen II» fik vi ikke for ingenting, saa der er baade renter og afdrag at skulle klare. — Men nok om det. Dick som jo er ungkar har et par ganger maattet klare afdragene alene. Men det siger jeg dig, det er det dummeste jeg har indladt mig paa i mine dage. Den gangen Dick og jeg eiet gamle «Styggen», den som forliste, husker du, da eiet vi halvt om halvt, og da var Dick et skabeligt menneske at arbeide sammen med; men siden han nu er kommet til at eie to kroner og femti eller vel saa det mere end mig i denne fillekassen, saa er der forsyne mig faret en hovmodighedens djævel i ham, saa det snart ikke er mulig at være indenbords med ham.

Stiveskjorte og glacehandsker paa en yrkedag, saa skjønner du selv.

Men det er denne fankens jentungen som er skyld i hele uleiligheden.»

«Ja, jentungen, hvor kom hun fra?»

«Fra himmerige eller Nordland eller et varmere sted, hvad ved jeg. Hun kom dumpende ned paa Holbergsalmendingen en dag med parasol og kruset pandehaar og trange skjørter og det hele, da mindst jeg anet det. Dick, det asen, blev rød og bleg, og før jeg fik snu mig, saa var det: Kjære søde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei saa morsomt at træffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. — Du kunde faa kvalme af at høre paa det. — Og idioten presenterede mig for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frøken Jensen fra Harstad bød mig tre fingre og tørket dem bagefter af paa lommekluden sin! — Æsch!»

«Spørger du om hun var pen? En lang spæd tingest med svai i ryggen og to kulstykker i øienhullerne og vældig kruset haar. Pen? Ja det var hun vist, slig som saanne kvindfolkjægere som du kalder pen. Men hvad business har hun med at være pen, naar hun bruger penheden sin til at dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick Darling. Havde det været dig hun slog fekten paa, saa skulde jeg ikke sagt et muk; men stakkels gamle Dick! Og hvad skal enden blive? Nu kommer hun her næsten hvereneste middagsstund, og onkel Dick her og onkel Dick der og baade fem og ti kroner i pompaduren sin, naar hun gaar. Hun ruinerer ham. Det er hvad hun gjør med penheden sin. Han, tosken, er stok sten blind og smisker og ler og gererer sig som en nybagt dæksgut i Schiedamsche Dyik.»

«Jamen hvorfor taler du ikke til ham og faar ham fornuftig? Du har jo ellers talegaver nok.»

«Sagde du, faa ham fornuftig? Gaa ud paa Nevengaarden du og snak fornuft til patienterne og se om du faar dem fornuftige. Har jeg ikke snakket, tror du? Jeg har bedt og bandet, truet, snakket resonerlig og skjældt ham ud. Alt har jeg gjort; men tror du det hjælper. —

Aanei far. Bare du nævner tøsungen er han færdig til at fly i synet paa dig.

Æsch. Jeg er saa lei hele filleriet at jeg kunde gaa bort og hænge mig. Kom med op til madam Olsen i Kortpilsmuget og faa en dram og et glas øl. Hun pleier at have sager i bagværelset.»


Det begav sig, at jeg kom ud paa andre eventyr og farter, saa der gik maaneder før jeg saa mine venner Ratje og Darling igjen.

Men saa en dag ud paa vaarparten fandt jeg «Styggen II» fortøiet langs Tyskebryggekaien og jumpet ombord. Dick Darling stod i maskinkappen og Jonas Ratje støttet sig mod styrehusdøren.

Dick var bleg, og saa svært daarlig ud. Han var blevet saa underlig gammel og var ligesom mindre end før. Jeg skulde netop gjøre en bemærkning i den anledning, da jeg blev opmærksom paa Ratje. Han gjorde de besynderligste ansigtstrækninger, blinket med øinene, kort sagt, han bar sig som han havde voldsom tandpine. Samtidig hyttet han til mig bag Dicks ryg, og jeg skjønte, at han ønsket at telegrafere et eller andet til mig; men i farten var det mig ikke mulig at forstaa, hvad det var.

Imidlertid var jeg paa min post og intet usædvanlig hændte; men da Jonas og jeg var kommet tilsæde i styrehuset, og Dick var krøbet ned igjen i maskinrummet forlangte jeg energisk en forklaring paa de underlige fagter.

«Ok,» sagde Ratje. «Jeg blev saa bange for, at du skulde sige noget til Dick om Jesabel.»

«Aa, om den unge damen, som du var saa forarget paa sidst?»

«Sagde du damen? Ja det var en nydelig dame det. Du ser, hvad hun har faaet ud af Dick stakkar. Han er blevet en olding, gammel og indskrumpet og skjælvhændt og syg og elendig, og humøret hans er gaaet i hundene, saa han kan ikke prestere et smil, om han saa haler det op med en trosse. Men havde jeg hende her saa skulde jeg forsyne mig tampe hende paa bare enden med mine egne hænder.»

Jonas spyttet inderlig forarget. Jeg vilde gjerne høre mere om dette og holdt følgelig fred. Det kunde være ubekvemt at komme med formange spørgsmaal til Jonas Ratje; men tog man ham paa rette maaden, fik man i regelen vide hvad man vilde.

Han stopped piben sin og dampet en stund i taushed før han atter klemte paa.

«Ja, du husker sidst du var ombord. Det var endda den dagen han havde rigget sig til i stiveskjorte og hansker. Efterat du var gaaet, kom han ombord ud paa eftermiddagen og jenten var med ham. — Men det var et syn. Ny hat og ny kaabe, kjole fra Sundt & Co. og lysegule støvler og slør og langsjal, som hun kunde være en konsulfrue fra Kalfaret, og ikke som en anstændig skomagerdatter fra Harstad.

Men Dick, det asen var glad. Han smilte saa kjæften gik helt op til ørene, saa lykkelig som om han havde arvet, og ikke som om han havde lagt ud hundredeogfemogseksti blanke kroner paa det værste hunafskum som nogensinde har traadt Bergens gader.

Og jentungen smøg sig omkring ham som en slange og onkeldicket ham til han blev skrubtosket. — Aa det var værre end en filmens dronning i et appachedrama.

Men ret som det var, fik hun det saa travelt med at komme afgaarde, at det var fælt. Hun skulde absolut møde en veninde klokken syv precis. Onkel Dick maatte endelig undskylde hende. Hun vilde meget heller have blevet hos sin snilde gamle onkel; men som sagt hun maatte afsted.

Dick stakkar, syntes han maatte trøste hende, fordi hun maatte gaa fra ham, og saa stak han til hende en tikrone og sagde, at det var rigtig bra hun maatte gaa, for nu maate han alligevel i kjedlen og gjøre den ren.

Men da tøsen var gaaet sin vei, kunde jeg ikke dy mig længere, og saa læste jeg op for Dick hvad jeg syntes om baade ham og hende. Det endte med at vi havde os et regulært lidet slagsmaal, og da vi var færdig med det, var stiveskjorten ikke længer presentabel. Det var i det heletaget en forholdsvis kostbar dag for Dick den dag.

Da vi havde havt vort opvask, blev han mere manerlig, og næste morgen var kjedlen ren og alt klappet og klart til at go ahead. Sit arbeide kan han jo. Og enten det nu var julingen han havde faaet, eller det var fordi han syntes han maatte gjøre op igjen for de mange penge han havde lagt ud, nok er de følgende dage hang han i som en smed.

Men Jesabel saa vi ikke noget til. Til at begynde med tog Dick det rolig. Ja han trallet og sang saalang dagen var og var bare solskin. Han gik omkring og fortalte mig baade det ene og det andet for at vise mig for en framifraa jente hun var, denne frøken Jensen. Hun var datter til gamlekjæresten hans, og hun lignet sin mor op ad dage. Og hun var saa gjild, at der var ikke maade paa det. Jeg ved ikke alt det sludder han vræket af sig.

Der gik to og der gik tre dage og hele ugen. Jentungen saa vi ingenting til. Dick blev mere og mere lang i ansigtet; men han sagde ikke noget, og ikke jeg heller. Jeg var bare glad vi var kvit hende.

Saa lørdag eftermiddag kom der en spirrevip af en kontorist ombord. Han vilde fragte «Styggen II» til en tur rundt Askøen om søndagen. De var nogen damer og herrer som skulde paa plassertur.

Ja vi blev enige om prisen og fyren betalte kontant det jeg forlangte. Udover natten gik Dick og jeg og skrubbet og pudset messing og gjorde alting shipshape saa godt vi kunde.

Nei, «Styggen» har ikke noget passagercertifikat; men vi har jo salon ombord og det er ikke første gangen vi har havt passagerer. Vi har endogsaa været paa havforskning.

Naaja. Nok om det. Søndag morgen laa vi nede ved Møhlenpriskaien saa pudset og fin som en lystyacht, og da vi hørte passagererne komme borte i bakken, stak Dick nedenunder for at gjøre maskinen klar. Selv gik jeg til landgangen for at hjælpe dem ombord.

Det var et følge, vist en fem seks par med rygsækker og nistekurver og flasker som sig hør og bør til en rigtig plassertur.

Men hvem tror du var med i følget? — Jesabel alias frøken Jensen iført al den dyre stasen, den hun havde faaet af Dick.

Da hun opdaget at det var «Styggen II» hun skulde ombord i blev hun pludselig benauet. Hun stoppet op, pegte paa baaden og spurgte kavalorten om det virkelig var meningen hans at byde en dame som hende en slig sjofel baad som den der. Aldrig i livet vilde hun sætte sin fod ombord i den.

Saa blev der opstandelse. — Arrangementsspirevippen blev evig ulykkelig og alle de andre samlet sig om hende og tigget og bad hende om at tage tiltakke. Det var ganske som et cirkus med pantomime.

Det kunde varet længe, hvis ikke pokker var faret i mig.

«Bare træd ombord I, jomfru Jensen. I har jo været her før, saa I kan vise de andre herskaberne veien,» sagde jeg og lettet paa huen.

Hun maalte mig med et blik, som hvis blikke kunde tilintetgjøre o.s.v. — som der staar i romanerne. Men Ratje er ikke saa let at knuse, ved du. Med min sødeste stemme fortsatte jeg: «Og onkel Dick vil blive saa henrykt over at se Jer.»

Hun stod som om hun ikke vidste enten hun skulde løbe sin vei eller ikke, og for at hjælpe hende over en pinlig situation brølte jeg ligegodt ned gjennem skylightet til Dick, at han maatte komme op, for her var en dame som vilde hilse paa ham.

Dick kom og var først bare solskin. Men da han saa hvor flau og genert hun var og merket Jesabels onde hjerte, saa blev han saa underlig lang i fjæset og blev staaende og trippe, som han slet ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig selv. Saa snudde han helt rundt paa hælen og gik ned i maskinrummet igjen. Der blev han forsyne mig hele dagen uden at vise sig i maskinkappen engang, enda det blev saa stegende varmt, at det var rent et syn. Hvis ikke jeg havde sørget for at sende drikkevarer ned til ham i passende hyppige portioner saa tror jeg han havde kreperet. — Men det bedrøver mig at maatte tilstaa at Dick, det naut, blev mildest talt usømmelig synlig beruset.

Jomfru Jesabel havde det storartet. Jeg sørget for hende paa alle maader, bad hende være forsigtig med den pene kjolen, som hun havde faaet hos onkel Dick. — Og undskyld frøken, skal vi ikke lægge den hatten forsigtig ned i salonen. Onkel Dick vil ikke lige, at den dyre presenten hans bliver ødelagt; og gid frøken, der har De faaet en flæk paa det sjalet som onkel Dick betalte tyve kroner for. — Kort sagt, jeg kunde ikke været mere omhyggelig for hende, om hun havde været min egen datter. —

Men tror du bæstet satte pris paa det. — Nei far, hun saa ud som hun vilde æde mig hvergang og hun fik spirrevippen til at se næsten lige saa morsk ud.

Ok ja! Utak er verdens løn. Men jeg tænkte hun kunde have godt av det; for naar hun skjønte, hvor varmt jeg tog mig af hende, saa kanske hun ikke vilde tørke hænderne sine i lommedugen næste gang, hun tog en ærlig mand i haanden.

Naaja, den dagen fik ogsaa en ende og vi kom omsider ind til byen igjen. Der vilde Jesabel liste sig iland uden at sige farvel til sin kjære onkel. Men se det blev der ikke noget af. Jeg sørget personlig for at Dick kom paa dæk i sidste øieblik og rakte hende haanden til afsked. Men saa skammelig utaknemmelig var den svinemær at hun ikke engang vilde tage ham i haanden, endda Dick slet ikke var værre end at han kunde staa paa sine ben.

Spirrevippen vilde lægge sig imellem for at skaane hendes finere følelser. Men det skulde han ikke have gjort ligevel, for det kom han til at angre paa. Dick blev olm og langet spradebassen en i synet, saa han for trekantet bort over dækket. — Og saa blev der halloi. — Damerne skreg i vilden sky, og herrerne morsket sig, og Dick gik bersærkergang, hvad jeg ikke kunde fortænke ham i.

For ikke at faa «Styggen»s renomé ødelagt blev jeg omsider nødt til at stifte fred. Derfor kastet jeg hele selskabet iland og slog to pøser vand paa Dick, hvilket kjølet ham af saa passelig, saa han atter trak sig tilbage til maskinrummet. Dernede satte han sig til at tude som en unge og vrøvlet en hel del om en slange ved sin barm. Sommetider var det mig han mente og sommetider Jesabel. Men han var jo fuld, saa jeg tænkte det gik nok over.

Mandag morgen havde han hovedpine og bondeanger, som sig hør og bør dagen derpaa. Han vrøvlet noget om at han var et elendig og foragtelig menneske, og at det var rimelig en dame som frøken Jensen ikke vilde have noget at gjøre med ham.

Jeg trøstet ham og sagde, at det kunde han være glad for. — Men glad var han ikke.

Men jamen kom den frække tøsungen ombord udpaa eftermiddagen. Og enten du vil tro mig eller ikke, saa blev der stor forsoningsfest; hun graad og Dick snøftet og det hele var saa yndigt, at jeg maatte op til madam Olsen og tage mig en toddy til at svælge det hele ned med. Da jeg kom ombord igjen fik jeg vide at hun og Dick hadde bestemt at gaa i Nygaardsparken om kvelden og høre paa koncert. Dick var saa idiotisk lykkelig at han spurgte om ikke jeg vilde gaa med dem. Jeg indrømmer at jeg kunde sagt nei paa en pynteligere maade end jeg gjorde. Han mente det vist godt, tosken.

Dagen efter var hans humør sort som sod, og da jeg spurgte om han havde moret sig, saa bad han mig ryge og rende og fare — naaja, du forstaar hvorhen. Men det var nu lidt uhøfligt af ham; for det var virkelig ikke min skyld, at Jesabel fandt kontorspirrevippen i parken og stak af med ham, saa Dick blev staaende igjen som en anden Per Snott.

Jeg synes han burde være evig taknemlig for at han endelig havde faaet øinene aabne. Men langtifra! Allerede to dage derefter kom tøsungen og gav ekstragallaforestilling her paa agterdækket paa «Styggen II» igjen, og Dick danset efter hendes pibe paany som en gammel dansebjørn. Det var sandelig baade sørgeligt og usømmeligt. Men jeg havde faaet nok af at blande mig op i hans affærer, saa jeg tiede bom stille og sagde ingenting, selv da hun gik sin vei med to gule sedler i pompaduren. Hvis Dick havde besluttet at gaa i hundene, saa gjerne for mig. — Men slig gaar det, naar folk ikke faar raset ud i ungdommen, saa maa de rase naar de bliver gamle, og da bliver de titusen gange værre.

Naa ja. Der gik nogen dage, hvor Dick skinnet lidt op igjen, og hun kom hver middag og onkeldicket ham. — Men saa blev hun pludselig borte igjen, og vi hørte ikke mere til hende, før en dag der kom en detektiv ombord og spurgte efter Dick Darling. Jentungen var mistænkt for at have stjaalet et gulduhr fra kontoristen sin. Nu mente politiet, at hun havde stampet det eller solgt det; men selv sagde hun, at hun havde faaet penge hos Dick og at det var de hun havde flottet sig med.

Dick gik iland paa flækken, og «Styggen II» lagde op hele eftermiddagen. Du kan vel tænke dig, hvor forarget jeg var.

Men neimen om jeg orket at sige noget til Dick, da han kom ombord igjen om kvelden. Han var askegraa i ansigtet, og han kunde ikke samle sine tanker saameget at han kunde sige to ord i sammenhæng. Jeg troede sandelig at han var blevet gal.

Af detektiven fik jeg siden vide, at Dick kom til hende i varetægts-arresten. Da havde hun først spillet fornærmet og nægtet alt; men om lidt var hun stukket i at jamre og græde, og saa havde hun erkjendt tyveriet og en hel del andet, som ikke var pent og passende for en ung pige. Dick, stakkar, havde staaet saa hjælpeløs som et lidet barn, for hvem hele verden er gaaet istykker, og havde bare dreiet huen rundt og rundt i hænderne ustanselig, mens taarerne silte ned over kinderne hans. Det var meget værre end om Jesabel var hans egen datter.

Siden gik han ud og løste ind uhret hos pantelaaneren og bragte det tilbage til kontoristen samme aften.

Men jenten blev alligevel dømt for tyveri og løsgjængeri; for hun havde nok været et vidtløftig pigebarn paa mange maader.

Da hun kom ud igjen var Dick selv inde paa politikammeret og hentet hende, og samme kvelden blev hun skibet nordover til Harstad med hurtigruten. Dick betalte selv billetten og fulgte hende ombord.

Dermed skulde den historie have været slut. Da «Mercur» kom sydover igjen var Dick ombord for at spørge styrmanden om hun var kommet vel frem. Men der fik han vide, at hun var stukket af i Trondhjem. Simpelthen sporløst forduftet.

Ok ja far! Det er altsammen saa sørgeligt, at du kunde le dig kvæk ihjel af det.

Dick stakkar er bare et vrag og gaar omkring om dagene som en Jeremiæ begrædelsesbog i pragtbind. Du ved jeg bander nødig; men pinedø kan man fristes. Jeg synes, at du gamle fyldepen skulde skrive i aviserne at slige forbistrede pigebørn burde sættes under laas og lukke i al evighed, amen!

Hjælpe! Nei naturligvis kan det ikke hjælpe, saalænge slige halvgamle idioter som Dick gaar omkring med en voksklump til hjerte; men er det ikke fanken, at slig en krøltop af et fruentimmer skal kunne ødelægge en mand slig da. Kvindfolk skulde afskaffes. Det er min mening. Et enkelt eksemplar skulde sættes paa spiritus og sendes paa musæet til skræk og advarsel. Det vilde være mere end tilstrækkeligt.»

«Jamen du er jo selv gift, Jonas Ratje!»

Han glæfset i saa gnisten sprutet af ham: «Der er vel forskjel paa kvindfolk og kvindfolk. Dina Ratje født Weidemann er et anstændig menneske, det skal jeg lade dig vide. Hun er ikke nogen jomfru Jesabel, and don't you forget, eller saa forsyne mig skal du faa svælge tænder som grynvælling.»

Jeg havde et svare stræv med at stille ham tilfreds og da jeg nogenlunde havde beroliget ham piltet jeg iland. Luften ombord i «Styggen II» var ikke rigtig klar den dag.

Men for min ven Dick Darling var jeg dybt bedrøvet.


Syndens sold.

Jonas Ratje tændte sin pibe og gik om paa styrbords side af styrehuset, hvor han stillet sig op med begge hænderne i bukselommerne og stirret over mod Fæstningskaien med en bister og fortænkt mine i sit ellers saa joviale fjæs.

Ratje havde sin bestemte hensigt med denne manøvre. Han var en mand, som i det hele taget sjelden gjorde noget uden bestemt hensigt. Netop nu, i dette hellige øieblik stod Trumpen, formanden hos Hahn & Hinken, inde paa Holbergsalmendingen og skreg sig hæs paa: «Styggen hoi!»

Det begav sig at Ratje og Trumpen ikke var perlevenner for tiden; derfor var det skipper Jonas Ratje syntes merbemeldte Trumpen kunde have godt af at staa der en stund og brøle. Den svinepelsen! Havde han ikke i sidste kulopgjøret noteret de to ton kul, som han og Ratje var blevet enige om skulde gaa af som «svind.» Intet under, at da Ratje stod oppe hos Hahn & Hinken paa kontoret og fik den salve midt i synet, saa havde han paa et hængende haar forsnakket sig og røbet visse transaktioner som firmaet helst ikke skulde have sin næse i. Hahn & Hinken eiet halvdelen af «Styggen II.» Trumpen, maskinisten Dick Darling og han selv eiet resten; men der bestod visse hemmelige aftaler og arrangements, som gjorde, at kontorets halvdel nødig maatte vide, hvorledes den anden halvdel disponerte uofficielt.

Nok om det. De to ton kul var netop en af de ting som kun vedkom den farende del af rederiet og det var derfor noget henimod forræderi af Trumpen, den klodsmajor, at han havde opgivet disse kullene i sidste maanedsopgjør.

Som en konsekvens af dette misgreb eksisterte der nu en aaben konto mellem ham og Ratje. Vistnok havde skipperen i sidste øieblik bidt sig i tungen og derved undgaaet at røbe sig; men hvis Trumpen indbildte sig at han skulde faa dø i synden, saa var han gaaet feil i byen; for han kjendte nok ikke kaptein Jonas Ratje ret.

Dick Darling stak hovedet gjennem maskinkappen: «Trumpen staar inde paa Nyalmendingen og brøler som han skulde have betaling for det, Ratje.»

«Lad ham brøle.» Skipperen spyttet over rællingen og skiftet piben over i bagbords mundvig.

«Ja men; han vil have fat i — —.»

«Lad ham brøle, det asen. Pas du dit, saa skal nok jeg passe mit.»

Dick skjønte at Ratje var nok ikke naadig idag. Han rystet paa hovedet og sagde ganske sindig: «Ja ja Jonas, saa sætter jeg maskinen igang, da.»

«Du gjør fanden heller! Du kan bare understaa dig til at røre den før jeg giver besked. Det er mig som er skipper her, ser du.»

Dick tiede. Han forstod her foregik noget som han ikke havde rede paa; men han kjendte Ratje og da det ikke syntes at være noget som specielt angik ham selv, saa holdt han sig nøitral og nøiet sig med at holde øie med Trumpen inde paa bryggen.

Minutterne gik og Trumpen brølte. Ratje fuldendte sin pibe og stoppet sig en ny.

Pludselig blev der fart i Dick: «Død og plage. Der kommer «Trygg» og Trumpen praier den.»

«Hvad siger du? Ja, det skulde bare mangle at den plimsolleren skulde tage jobben fra os. Fuld fart forover, Dick. Skynd dig.» Ratje stak piben i lommen, gik over til bagbord, satte hænderne for munden som raabert: «Halloi. Nu kommer vi.» Og dermed for han ind i styrehuset. Men derinde bandte han, saa blaa flammen stod ham ud af halsen. «Hm! Den Trumpen. Han skulde jamen faa vide, hvad han var gjort af, det kunde han tage gift paa.»

Med et flot sving klappet «Styggen II» op langs bryggen; men Ratje gik ikke ut af styrehuset. Oppe paa bryggekanten stod Trumpen og raabte en besked. Ratje keg gjennem ruden; men han rørte sig ikke. Det frydet ham at se, at Trumpen blev sintere efterhvert. Tilslut hoppet han ombord og for henimod styrehusdøren og idetsamme han rev den op, bøiet Ratje sig over talerøret til maskinen: «Fuld fart forover, Dick.»

Først derefter vendte han sig mod den anden: «Nei, goddag Trumpen. Hvad i alverden er det du har det saa braadt om idag?»

«Braadt om? Her har jeg staaet og skreget og brølt paa dig i snart en halv time; men du er nok stok sten døv, du. De to skuderne i Laksevaagsholen, som skal over til Heggernæs. Er det meningen, de skal komme over idag?»

«Har du staaet og praiet? Jeg har ikke hørt dig, jeg. Saa det var de to skuderne. Ja, vi skal hente dem med engang.»

Trumpen vendte sig forarget for at gaa igjen; men opdaget saa at «Styggen II» alt var kommet midt ud paa Vaagen med kurs for moloen. Han satte i en fleskeed: «Hvad skal dette betyde? Vil du se at sætte mig iland igjen, og det lidt fort.» Den vesle fyren stod og trippet af bare ivrighed; men Ratje, stor og svær, stod ganske rolig ved rattet og rørte sig ikke, styret bare samme kurs.

«Hvad er dette for narrestreker, Jonas. Sæt mig iland, hører du. Jeg har det travelt og har ikke tid til ablegøier nu.»

«Ikke jeg heller. Det haster med skuderne, ved du. Og desuden er det bedst, du følger med og passer paa, at der ikke forsvinder to ton kul fra dem underveis.» Ratje smilte bredt og tilfreds.

Der gik et lys op for Trumpen. Han begyndte at forstaa et og andet, og da han fik tænkt sig om blev han endnu sintere end før, hvilket han ikke lagde skjul paa. Han skjældte skipperen ud efter noder; men Ratje tog det med ro.

«Du kan nu pibe eller gale som du vil; men du faar blive med nu.»

Og Trumpen maatte følge med først til Laksevaag og siden til Heggernæs. Men derude sprang han paa land straks han kunde. Han var saa fortærende sint at han sprutet gnister.

Ratje sagde ingenting. Først da han havde hjulpet til at faa begge skuderne fortøiet saa han op paa Trumpen som endnu ikke var færdig med at skjælde ud.

«Ja ja, farvel da, Trumpen. Du foretrækker at spadsere indover til byen igjen du; men jeg har det travelt, saa nu gaar vi.»

Det gik op for Trumpen at han havde begaaet nok en dumhed. Men da var det forsent, for «Styggen II» stod indover igjen for fuld fart; og Ratje, den skjælm, bøiet sig ud af styrehusdøren og vinket saa venlig med haanden til afsked.


«Dick,» brølte Ratje. «Kom her op Dick!»

Op fra maskinrummet stak Dick Darlings sodede ansigt. Han tørket sig med tvistdotten over panden. «Bevares er det gamle Erik, som er løs, slig som du bælger?»

«Ja, netop han. Se nu paa de skuderne som «Trygg» slæber afsted med der. Hvis det ikke er Hahn & Hinken sine, skal jeg lade mig flaa levende.»

«Da slipper du at blive flaaet dennegangen, skjønt du havde ærligt fortjent det. Nu er det tredie gangen i denne ugen at «Trygg» faar en job som vi skulde havt. Skammer du dig ikke, Ratje?»

«Skammer mig. Hvad mener du? Er det kanske min skyld at Trumpen — — — —.»

«Oh yes! Trumpen er god at skylde paa, han. Men det var dig, Jonas, som gav Trumpen den lystreise til Laksevaag og Heggernæs. Og der har du betalingen.» Dick gjorde en talende gestus over mod «Trygg», som netop seilet forbi med to digre lægtere i slæbet. Skipperen derover tillod sig ovenikjøbet at hilse med tre smaa stød i fløiten idet han strøg forbi, og Ratje, som ellers ikke savnet herredømme over sprogets bitre gloser, tiet bom stille.

Tilfældet var usædvanlig og gav kanske bedre end noget andet udtryk for, at kaptein Jonas Ratje var saaret paa et meget følsomt punkt. Dick, som for en gangs skyld merket at han havde overtaget, kunde ikke dy sig. Idet han dukket ned maskinleideren smald det:

«Du burde huske paa, at der er flere end dig, som har part i «Styggen II», og denne hersens kassen vor skulde helst være en forretning. Istedet derfor gjør du den til et flydende cirkus og flyver rundt paa havnen og giver opvisninger i clownekomik, som en anden fordrukken bajads. Huf! At nogen skal være nødt til at — — — —»

Men nu var sinnet kogt op i Ratje: «Shut up! din hylende hyæne, eller jeg slaar hovedet dit ned i maven paa dig, din svarte, sodstinkende, fedtkogende, talgsmørende djævel.»

Dick skjønte han var gaaet et skridt for vidt, hvorfor han behændig smat nedenunder; mens Ratje gik ind i styrehuset og slog døren i efter sig saa det kunde høres over hele Vaagen. Derinde fortsatte han at prøve sprogenes velklang i mange og malende udtryk, fra alverdens havnesteder, og han gav sig ikke før han var saa udmattet, at han simpelthen ikke kunde længere. Først da satte han sig ned, støttet hovedet i hænderne og gav sig til at tænke.

Det var en lang og pinefuld proces; men da han endelig var færdig smilte han noksaa fornøiet. Men før han gik ud paa dækket igjen trak han frem sin vældige hestehandlerportemonæ og undersøgte omhyggelig dens indhold.

Paa middagsstunden, da alle slæbebaadene laa stille ved Holbergsbryggen ofret Ratje sin middagslur og aflagde en visit ombord i «Trygg.» Det endte med at de to skippere stak op til Eide paa almendingen for at faa sig et glas øl. Det ene blev til to og tre og fire. Siden da samlaget aabnet blev der kjøbt aquavit og mere øl som blev fortæret i styrehuset paa «Styggen II.»

Desværre maa det bekjendes, at særlig skipperen paa «Trygg» blev synlig beruset. Særdeles meget synlig, saa han gik og vævet og tullet til spot og skjændsel for alle paa havnen. Han kaldte Ratje for sin bedste ven og forpligtet sig til at slaa en vis Trumpen helseløs, saasnart han fik ham under hænderne; thi havde ikke samme Trumpen snydt ham blodig og meget og havde ladet sig betale for at «Trygg» skulde faa nogen elendige slæb for d'herrer Hahn & Hinken, uagtet dette glorværdige firma havde givet udtrykkelige ordre til at han, Hansen paa «Trygg», skulde have alle de slæb som hans ven Ratje ikke kunde overkomme. Men han, Hansen paa «Trygg», var meget for god kar til at lade sig snyde af en slik elendig skinhellig luseknækker som Trumpen, og nu vilde han fluksens og uopholdelig begive sig op paa kontoret til Hahn & Hinken og meddele dem hvilken simpel og utro tjener de havde i søndfjordingen Trumpen. Havde kanske ikke Ratje sagt, at han bare skulde forlange tilbage de 27 kroner, som den infame bondeknøl havde stukket i lommen for de stakkels tre slæbene, som han havde havt i ugen. Ratje, den hædersmand, den fuldtro ven, skulde være hans vidne for Gud og mennesker paa, at han, Hansen paa «Trygg», var mand for at mestre slig en snigende, pengegrisk kjæltring, hvilket det nu var hans agt at bevise ved øieblikkelig at fordre de omtalte penge tilbage af firmaet.

Hansen sjanglet opover almenningen. Men da var det at Ratje tog sin nyvundne ven om livet og lempet ham ombord igjen og førte ham nedunder i «salonen» paa «Trygg», hvor han heldte endnu mere brændevin paa ham til han ikke længere kunde gaa. Derpaa laaste Ratje ham inde og overlod ham til sin skjæbne.

«Og nu Dick, har jeg atter engang givet opvisning i clownekomik som en anden fordrukken bajads. Læg dig det paa minde, Dick. Og glem ikke, at det er 27 kroner Trumpen skal dele med os. Der er endnu en dram tilbage paa flasken. Den er dig vel undt, Dick; men faa saa rokken igang, for nu har vi andet at bestille end at drive flydende cirkus. Vi faar se at komme ud i Sandvigen efter den sildeskuden som skal ind til Tyskebryggen. Hurry up, mand! Vi har alt kastet bort to timer af dagen. — Men kjua Trumpen, han har noget at glæde sig til nu.»


«Augusta Victoria,» Hamburg-Amerikalinjens flotte paketbaad, var netop færdig med kullingen. De hvidklædte matroser var allerede igang med spylingen under kommando af en guldbeslaaet trediestyrmand.

Mens Trumpen var nede i maskinmesterens lugar for at faa paategnet modtagelsesbeviset for kullene, tog «Styggen II» en sviptur ind til Sukkerhuskaien med sjauergjængen; men langs siden af turistbaadene laa endnu en ensom kullægter, og det gjaldt om at skynde sig for at faa den bort før turisterne kom tilbage fra sin kjøretur til Fløien. De var snart ventende, for allerede klokken syv skulde damperen fortsætte nordover.

Det var Trumpen som skulde styre lægteren under slæbet tilbage til Laksevaagsholen.

Men saa bandsat gik det for sig, at da «Styggen II» med lægteren var midtfjords slap slæberen og det var et held og et vidunder at ikke «Styggen II» fik den i propellen.

Trumpen stod tilbage ombord i skuden og skreg sig hæs paa «Styggen ohoi.» Men Ratje var vist baade døv og blind, for han fortsatte uforstyrret sin kurs, og først langt borte paa fjorden tittede han ud af styrehusdøren.

Der kruset sig et lumsk smil om hans mund, da han lagde roret haardt bagbord og svinget tilbage.

Han lagde sig et par favne fra lægteren, slog stop i maskinen og lod drive. Saa gik han ud paa dækket og halte slæberen indenbords.

Først da det var gjort, tog han en smækker line, kveilet den op i haanden og kastet den over til Trumpen, som skreg unævnelige ting til ham oppe fra skuden.

Det viste sig at linen var for kort, og alt det Trumpen strakte sig, saa naaede han den ikke, den faldt i sjøen.

To gange til hændte det samme og Trumpens tale var hverken from eller tækkelig.

Men Ratje tog det med ro, meget roligere end hans vane var.

For fjerde gang kveilet han linen op, og denne gang suste den som en lasso gjennem luften og svang sig et par gode tørn omkring Trumpen, som stod og strak sig over lægterripen for at faa tag i den.

Der er ingen mennesker, som tør paastaa, at Ratje gjorde det med vilje; men faktum er at linen fik et lidet ryk i det samme, og Trumpen tabte ballancen og gik paa hovedet i Puddefjordens vover.

Trumpen kunde ikke svømme; men han fik fat i linen med hænderne og klynget sig krampagtig fast til den, mens Ratje sindig og langsomt halet den ind haand over haand til han fik havaristen langs siden.

Istedetfor nu at gaa igang med bjergningen med engang, satte han sig godt tilrette paa rællingen og nød synet af den forulykkede søndfjording.

Der laa Trumpen og fræset og spyttet sjøvand og svor ved alle himlens og havets guder: «Træk mig op, din satan!» skreg Trumpen.

«Fy, din tale er usømmelig, din uciviliserte tosk», sagde Ratje. «Tal høflig til din overmand. Høflighed koster ingen penge.»

«Træk mig op, eller saa skal hinmanden —»

Ratje slakket en halv favn eller saa paa linen og Trumpen fik sig en ordentlig dukkert. Da han kom op til overfladen stønnet og spyttet han værre end før; men lektionen havde været lærerig. «Vær nu skikkelig og træk mig op, Ratje», bad han pyntelig.

«Se se, vi begynder alt at lære opdragelse,» sagde Ratje; men han gjorde ingen miner til at hjælpe synderen indenbords.

Da blev Trumpen ræd, og der skjalv frygt i hans stemme. «Aa, kjære Ratje, hjælp mig op nu, er du snild. Du ved du skal have det saa godt igjen,» klynket han.

Ratje godtet sig. «Ja ja, — godt igjen. Du sagde ikke det forleden, da du lod Hansen paa «Trygg» faa slæbene og stak provisionen i lommen uden at dele med Dick og mig, endda du ved saa vel hvad aftalen er.»

«Jeg har ikke faaet nogen provision!»

Dick Darling kom op fra maskinrummet i det samme for at se, hvad det var som var iveien og Ratje raabte til ham: «Kom her, Darling, Trumpen siger, at han fik ingen provision af Hansen paa «Trygg.»

Dick kom. Med et eneste blik opfattet han situationen. Han stak hænderne i lommen og plystret en lang forstaaelsesfuld node.

«Hvad skal vi gjøre med ham?» spurgte Ratje. Han brød sig slet ikke om at Trumpen begyndte at brøle om «hjælp» alt det han orket.

Dick kastet et foragtelig blik udenbords. «Lad ham gaa tilbunds. Det er jo bare en søndfjording,» sagde han ligegyldig.

«Aa, Gud bevare mig arme synder,» stønnet han. «Træk mig op. Jeg klarer ikke at holde mig oppe længere nu.»

«Aa jo da. Du klarer det længe endnu,» sagde Ratje, han gav den ulykkelige Trumpen en ny dukkert.

«Hvormeget var det du fik hos Hansen?» spurgte Ratje, da han kom op igjen.

«Jeg fik ikke en øre, hører du,» jamret det udenbords.

Atter slakket Ratje et par alen paa linen. «Hvormeget var det du fik?» kom det uforstyrreligt.

«Ti kroner,» skreg han langs skibssiden i sin yderste nød.

«Fy, at du kan lyve nu i din sidste stund.» Ratjes stemme var mildt bebreidende og Trumpen gik under paany.

«Hvormeget var det saa du fik?»

«Syvogtyve kroner.» Trumpen var blevet myg som voks nu. Han skjønte det hjalp ikke at komme med løgn længer.

«Syvogtyve kroner? Og nu vil du dele med Dick og mig? Vil du ikke det, Trumpen, vennen min.»

«Jo bare hal mig op, jeg greier det ikke længer.»

«Og saa vil du forære Dick og mig din part, fordi vi er saa snilde at lære dig af med din begjærligheds synd?»

«Nei, saa skulde da f— — —»

Resten druknet i de salte vover. «Høflig, fremforalt høflig, naar du taler til en kaptein, din flerfoldige søndfjordstril, der du er. Vil du forære mig og Dick din part eller vil du ikke?»

«Aa jo, træk mig op, saa skal du faa det.»

«Naa endelig, nu bliver du medgjørligere, lader det til.»

«Ja, ja, bare træk mig op, saa skal du faa det med engang, — Aa du din blodtørstige — — —.»

«Naa høflig! siger jeg,» kom det advarende. «Ræk portemonæen din til Dick først; og nu faar det gaa lidt gesvindt, for nu er jeg lei af denne komedien.»

Der kom en baad roende indover; men Trumpen kunde ikke se den der han laa.

«Træk mig op først, saa skal du faa pengene.»

«Aa langt fra. Pengene først,» sagde Ratje, han gav Trumpen en lang dukkert, længere end nogen af de forrige.

«Har du bestemt dig nu?»

Trumpen graad sine modige taarer. Men han havde endelig lært. Uden et ord mere fik han med møie og besvær portemonæen op af lommen med den ene haand og Dick bøiet sig udover og tog den fra ham.

«Saa, hal mig nu indenbords,» sagde Trumpen.

«Nei stop lidt. Se først efter, Dick, om der er penge nok. — — Saa der er det? Ja ja, da kan du hive stormleideren ud til ham, den elendige stymper, og giv ham en haand, saa han kommer ombord.»

Idetsamme robaaden svang om agterstavnen paa «Styggen II» saa at Trumpen kunde se den, blev han halt over rækken af fire kraftige hænder.

Men Trumpen var saa rystet at han satte sig ret ned paa polleren og graad som et barn.

«Tja», sagde Ratje. «Jeg haaber det har været dig en velsignet stund til belærelse og eftertanke. Men du kan understaa dig til oftere at lade Hansen paa «Trygg» faa slæb, naar jeg er i nærheden, saa kan du bide dig i næsen paa, at du skal faa med mig at bestille. Tror du kanske at du din noksagt kan komme kaptein Ratje tværs for baugen, ustraffet? Uf at slikt naut skal faa lov til at leve. Jeg angrer næsten paa, at jeg drog dig op igjen.

Men nu faar vi se at faa fat i skuden igjen, Dick. Har du pengene? Lad mig faa 13 kroner og 50 øre og lad den stymperen faa igjen sit raadne mammon.

Fuld fart forover, Dick!»


Diplomatiske forhandlinger.

Jeg skulde møde en mand klokken to; men nu var den bare tolv, og jeg vidste virkelig ikke hvor jeg skulde gjøre af mig i mellemtiden. Derfor blev jeg staaende midt paa Tyskebryggekaien og betragtet mistrøstig omgivelserne. Folk pilte afgaarde under paraplyerne, for himlen var aaben og trods det var i slutten af mai var veiret saa koldt og ufjælgt som om vi skulde være i februar.

Jeg stod og overveiet, hvorvidt jeg skulde bestemme mig for en café eller kaffistova, da jeg pludselig blev var en liden grønmalet skorsten som stak op for enden af kaien ude ved Nicolaikirkealmendingen. Da var jeg ikke i tvil længer. Det var en evighed siden jeg havde hilst paa mine venner ombord i «Styggen II,» saa skjæbnen kunde ikke give mig et tydeligere vink. Skorstenen var ikke til at tage feil af. Der fandtes bare den ene af den konstruktion og farve paa hele Vaagen.

Styrehuset var lukket, men jeg hørte stemmer indenfra. Det var først min mening at praie, men det faldt mig ind at det var ganske overflødig og jeg steg stille ned paa dækket.

De inde i huset var saa optaget af sit, at de ikke lagde mærke til den smule støi jeg gjorde, og jeg hørte de var høirøstede. Det var først Jonas Ratjes sterke trompetrøst som sagde:

«Aa gamle Hahn er ikke saa værst; men Hinken er og bliver en blodsuger alle sine dage. Han var saa sta som et muldyr.»

«Ja, og naar Hinken ikke vil, saa staar du og gaber og ved ikke ud eller ind. He, Hinken vil ikke. Asch, at du ikke skammer dig Ratje!» Det var Dick Darling som gnældret dette, og det slog mig at han var ualmindelig ophidset. Det lignet slet ikke Darling, som ellers var et af de roligste mennesker jeg kjender.

Et øieblik var jeg fristet til at blive staaende for at faa høre videre, hvad det hele dreiet sig om; men saa syntes jeg ikke det godt gik an at belure mine gamle venner, og derfor aabnet jeg døren med et raskt greb.

Der blev pludselig saa stille, idet de saa mig. Det var tre ialt. Kaptein Jonas Ratje som stod bred og majestætisk midt i rummet. Dick Darling, maskinisten, i det ene sofahjørne og Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, i det andet. De skulte paa hverandre alle tre, som folk gjør naar de pludselig bliver afbrudt i en hemmelig samtale.

Denne skulende taushed var ikke netop det velkommen jeg havde ventet mig, og jeg følte mig oprigtig talt lidt stødt og lidt skuffet.

«Goddag,» sagde jeg. «Jeg kan godt gaa min vei igjen.»

Ratje tog sig sammen. «Nei for noget sludder. Stig bare paa og luk døren efter dig. Goddag pennevisker! Det var bare noget vi sad og snakket om, og saa kom du saa uventet. Det var derfor vi blev lidt altereret med det samme du aabnet døren.»

Jeg lod mig ikke nøde. Min nysgjerrighed var vakt og her var jo øiensynlig noget i gjære, men for anstændigheds skyld fandt jeg at burde bemærke: «Jamen hvis jeg kommer til uleilighed, saa — —»

«Nei langt fra. Tvertimod, du kan kanske hjælpe os, naar du faar høre hvad det er,» sagde Ratje, og Darling gjorde plads for mig i sofaen og trykket min haand, hvad der var ligesaagodt som en skriftlig sanktion af skipperens udsagn. Bare Trumpen spyttet lidt demonstrativt; men vi var ikke vant til at tage nogen notis af hvad Trumpen mente eller ikke mente. Jeg dalte ned midt i sofaen uden videre palaver:

«Altsaa fortsætter vi der hvor vi slap. Hvad er det Hinken ikke vil? og hvorfor skal Ratje skamme sig? Det var saalangt vi var kommen, da jeg havde den ære at gjøre min entré.»

«Fordi han er en tosk,» svarte Darling.

«Hvem, Hinken?»

«Nei, Ratje. Hinken er et asen.»

«Aa saaledes!» sagde jeg; men jeg var fremdeles ikke med paa noderne.

«Du prater du,» replicerte Ratje til Darling. «Naar du er saa meget bedre end jeg, saa kan du jo gaa op og klare braserne selv da. Det er let nok at sidde der i sofahjørnet og bruge kjæft; men faa den snydenstruppen til at sælge, det er betydelig værre det. Du kan bande paa at han ved lige saa godt som du og jeg at «Styggen II» giver sine femogtyve procent saavist som den giver noget. Det er Hahn & Hinken som er bogholdere for denne kareten her, saa du behøver ikke fortælle ham noget om den ting. Du kan lide paa, at han ved hvad side af smørrebrødet der er smør paa. Han har vel sine provisioner som vi ikke faar vide noget om, som vi har vore, som han muligens aner; men som ialfald ikke staar i bøgerne hans.»

«Ja, men netop derfor er det han maa og skal sælge. Vi skal have denne baaden for os selv, og naar vor halvdel giver 25 pct., saa giver den anden halvdel ogsaa 25 pct. Følgelig er det bedre at have hele greien selv.»

«Visdom, Darling. Visdom hvert eneste ord. Der er bare den hage ved det hele, at Hahn & Hinken ikke vil sælge.»

«Tja, det har du sagt et par ganger nu; men det er slet ikke det som er kjernen i spørgsmaalet. Her er ikke tale om hvad kjøbmand Hinken vil. Her er tale om hvad vi vil og hvad han maa. Og er ikke du saapas kar, at du kan greie den biffen, saa er du betydelig mindre kar end jeg har holdt dig for. Det er det hele.»

«Du har kanske midler til at tvinge ham du, Dick.»

«Se, din vesle taagehjerne begynder at skimte en tranlygte gjennem skodden nu, lader det til. Jeg siger ikke, at jeg har midler til at tvinge ham; men hvad jeg mener er at vi maa arrangere det slig at Hahn & Hinken vil sælge naar vi vil kjøbe.»

«Du vil kanske være saa venlig at antyde, hvorledes du har tænkt dig, at det skal foregaa?» Jonas Ratjes stemme var kvas af sylspids ironi, men Darling lod som han ikke mærket det. Han sad lidt og saa ud for sig, saa spurgte han: «Var det umulig at faa ham til at nævne en pris?»

«Gudbevaremigvel. Er du fuld eller er du bare dum? Den sidste halve time har jeg holdt paa med at faa dig til at begribe, at Hahn & Hinken ikke vil for nogen pris.»

«Allright, Jonas. Du giver altsaa det hele op for a bad job. Saa faar jeg forsøge. Vil du være med op nu straks, eller skal jeg gaa alene?»

«Nu med en gang?»

«Ja nu!»

«Pokker til hastverk. Du faar idetmindste vaske dig!»

«Nei, det kan gjøres bagefter, det.» Dick reiste sig og gik. Ratje fulgte brummende efter. Trumpen, som jo ogsaa var medeier for en sjettepart, blev slet ikke spurgt om han vilde være med og blev siddende tilbage; men da han ikke var videre underholdende, saa gik jeg min vei.


Det var først senere at jeg fik høre, hvorledes det var gaaet paa Hahn & Hinkens kontor. Hahn var gaaet og Hinken sad alene, da de to taugbaadsfolkene tren ind i det indre kontor. De lod døren staa aaben bag sig, saa kontoristen og løbergutten kunde høre hvert ord.

Hinken svarte ganske kort paa Dick Darlings venlige godmorgen: «Naa, hvad var det saa?»

Dick gik ikke lige paa sagen. Han blev staaende og dreiet den fedtede sekspencehuen mellem fingrene før det kom:

«Det er bare det, at «Styggen» maa under værksted og faa maskinen ordentlig overhalet, og vi vilde gjerne vide hvadforet værksted det skulde være?»

Hinken saa op: «Værksted? Kaptein Ratje har ikke sagt noget om det.»

Ratje sagde ikke noget. Han ante ikke hvor Dick vilde hen, derfor tiet han.

«Baaden er jo flunkende ny, og aldrig har jeg hørt et ord om, at nogenting var iveien,» sagde Hinken, da han ikke fik noget svar.

«Baaden er snart fire aar gammel den, saa det er paa tide at maskinen bliver overhalet.» Dick slap en diger spytteklyse midt paa linoleumen.

Hinken blev rød; dette var mangel paa respekt; men han holdt sig i tømme og sagde noksaa høflig: Der staar spyttebakke der ved ovnen, Darling.»

«Ja, jeg ser det!» sagde Dick uendelig ligegyldig. Og pludselig vendte han sig til Ratje: «Du Jonas, har du nogensinde seet noget saa snodig som kjøbmand Hinken sin næse? Den er grøn paa tippen, get.»

Ratje skjønte fremdeles ikke hvor det bar hen; men han vidste at Dick Darling var ædru den dag, saa han forstod han havde en hensigt, og Ratje var villig til at støtte sin ven for alt han var værd og svarte kjapt nok: «Ja pinedø! Jamen er den grøn, det har jeg aldrig lagt mærke til før.»

Hinken førte uvilkaarlig haanden op til næsen. Han blev stupende rød og i mange sekunder kunde han slet ikke faa ord for sig; men endelig brølte han: «Er dere fulde begge to?»

Dick smilte blidt og sagde henvendt til Ratje: «Har du set saa galt? Jeg tror han bliver sint fordi vi beundrer næsen hans. Gad vidst om han faar et anfald?»

«Aa nei da! Han overlever det nok. Men han burde se sig selv i et speil, saa vilde han bedre kunne forstaa hvor nydelig han er.»

«Ja, især nu naar han er saa rød i fjæset. Det røde og det grønne staar ypperligt til hverandre. Se saa fint det schatterer. En av disse moderne malerne maatte kunde faa et søkkende fint skilderi af det derre der.»

At Hinken ikke fik et apoplektisk anfald er ubegribeligt. Han stirret fra den ene til den anden, og guderne maa vide hvad han tænkte om dem: men de to stod saa uanfægtet og hverdagslig, som om det var den naturligste ting af verden at diskutere chefens næse i hans egen nærværelse.

Ude i det ydre kontor hang Olsen hjælpeløst over kassebogen. Han bed sig tilblods for ikke at sprække af latter. Det var hans lykke at Hinken ikke kunde se ham.

«Ud, ud med dere!» brølte Hinken.

«Du skal se han vil kaste os paa dør,» sagde Dick uendelig forbauset.

«Ja kanske det. Han ser ud som han kunde finde paa lidt af hvert. Gad vide om et glas vand vil berolige ham.»

«Og nu vi havde det saa morsomt og hyggeligt.» Dick rystet misbilliggende paa hovedet.

«Ud, siger jeg.» Hinken var ikke længere sig selv mægtig. Han reiste sig og kom frem mod Dick med næverne knyttet og med mord i øinene.

«Lad være Ratje. Lad være, dit fæ, dette er min affære og ikke din.» Det var Darling som skreg, og det var akkurat saavidt han fik grebet Ratjes vældige næve før den faldt. Men i samme nu havde han selv Hinkens knyttede haand plantet i sit venstre øie. Det var et kraftig slag saa han var nær ramlet overende; men han stod sig alligevel. Han ravet bare bortover til Ratje og lagde armen om halsen paa ham. «Bær mig ud! Fort! Manden er jo gal!» Han lod som om han besvimet, saa Ratje blev nødt til at holde paa ham.

«Ud, dit asen,» hvisket Dick.

«Ud af mit hus,» brølte Hinken.

Ratje havde mest lyst til at knuse Hinken som havde slaaet hans ven; men Dick hang tung mellem armene hans og han kunde ikke for skams skyld slippe ham. Han løftet ham op og bar ham ud gjennem det ydre kontor og ud i gangen. Der kom Dick pludselig til sig selv igjen, og smidig som en aal smat han ud af Ratjes trofaste favntag.

«Saa tak. Du behøver ikke bære mig helt ud paa gaden, Jonas.»


«Hvad jeg ikke kan begribe,» sagde Jonas Ratje, da vi siden paa dag diskuterte begivenheden over et par flasker øl paa Tyskebryggens café, «er at du, Dick, kunde besvime, fordi om du fik den guttaperkanæven hans i synet.»

Dick smilte svagt, og smilet var ganske grotesk, for hele fjæset hans var meget ophovnet paa den ene side. Han havde vasket sig nu; men netop derfor blev det forslaaede øie saameget pragtfuldere at skue. Nu var det ham, som var blaa og gul og grøn i ansigtet. «Der er saa meget, du ikke forstaar idag, Jonas,» sagde han træt. «Jeg skulde kanske ladet dig svimeslaa ham?»

«Ja, det var netop det du skulde. Du kan bande paa, at han skulde ikke slaaet dig for ingenting. Forresten skal han nu faa sin juling alligevel. Jeg er ikke vant til at staa som passiv tilskuer og se paa at mine venner bliver bunkeslaaet af den første den bedste flab.»

«Du kan bare vaage dig! Kanske du tror, at jeg har anstrengt mig til det yderste for at erhverve mig et blaat øie, for at du skal gaa hen og ødelægge det hele med dine bamsetag. Neitak! Dette synemærket skal pleies og passes med omhu, for det skal bruges, og hvis vi ikke med skjønsomhed og omtanke kan faa det til at være værd sine to—tretusen kroner, saa er det vor egen skyld.» Dick drak ud før han fortsatte: «Og nu gaar jeg op til doktor Sørensen og faar attest for at jeg er skammelig mishandlet?»

«Bliver du længe?»

«Nei, jeg kommer saa snart jeg kan, for bagefter maa jeg op paa kontoret og tale et alvorsord med Hahn. Det er mulig han foretrækker at sælge «Styggen II» istedetfor at udsætte sig for skandalen. Det er sandelig ikke greit for ham stakkar, som har en saan ustyrtelig hidsig kompagnon.»

«Hvad vil du sige ham da?» spurgte jeg.

«Sige? Sandheden naturligvis. Her kommer Ratje og jeg op paa kontoret fredelig og ordentlig for at snakke om forretninger, og saa kommer jeg til at ytre et par uskyldige bemærkninger om rent ligegyldige ting, og saa flyr Hinken paa mig og slaar mig helseløs. Stakkars Hahn maa jo kunne forstaa, at ethvert samarbeide mellem firmaet og os er en umulighed efter dette. Vi er jo ikke trygge for livet engang paa den maade. Næste gang skyder Hinken kanske med revolver. Ratje her kan bevidne, at jeg ialfald ikke kunde optraadt fredeligere under omstændighederne end jeg gjorde.»

Det var rent rørende at se den uendelig krænkede uskyld som straalte ud af hele Dicks væsen. At selv en saa brutal fyr som Hinken skulde nænne at lægge haand paa saa megen dyd samlet i en person var næsten ufattelig. Med rette bar Dick Darling sin krænkede person med en værdighed som viste, at han selv idetmindste forstod at vurdere sit eget sande værd.

Ogsaa Jonas var synlig imponeret. Da Dick forsvandt gjennem døren med et gemytlig afskedsnik, brast det ud af Ratje: «Pinedø, han er storartet. Du skal se han klarer det nok.»

Og vi blev ikke mindre imponeret, da Dick en times tid senere atter traadte ind til os. Jeg havde aldrig i mit liv tænkt mig, at der kunde gjøres saa meget ud af lidt renset bomuld og lidt forbindingsgaze. En haardt saaret fra krigen er ikke saa omhyggelig emballeret, som han var. Men det havde ogsaa taget paa ham. Han vaklet for hvert skridt og det første han sagde var: «Du bliver nødt til at støtte mig under armen, du Jonas, hvis jeg skal magte at komme mig op til Hahn. Jeg vidste det var galt; men jeg vidste ikke at det var saa galt, som doktor Sørensen har forklaret mig. Det viser sig nemlig, at i bedste fald bliver jeg ikke arbeidsfør paa mange dage; men der kan ogsaa indtræffe kombinationer og komplikationer med fine latinske navne. Doktor Sørensen var saa venlig at skrive dem op for mig. Det er jo altid hyggelig at vide, hvad man feiler, og det gjør et storartet indtryk paa en jury, hvis det skulde vise sig, at sagen maa gaa saa langt før den kan helbredes — nei, ordnes mener jeg.

Jeg har forresten ombestemt mig. Jeg vil ikke søge Hahn paa kontoret. Jeg vil gaa hjem til ham iaften. Det er mere diskret og saa undgaar vi den skrækkelige Hinken. Den fyren tager paa nerverne mine. Jeg taaler ham ikke. Og kontorist Olsen er en slarvebøtte som kunde komme til at sige noget bare for at være Hinken til behag. Nei alt ialt tror jeg, jeg bestemmer mig for at gaa hjem til Hahn selv iaften. Du, Jonas, du faar hjælpe mig ud og ind af drosjen. Ja for jeg er for svag, jeg blir nødt til at kjøre.»

«Og du skriverkarl!» sagde han til mig. «Du kunde gjerne faa ind i avisen en liden stump om dette her, saa folk faar vide, hvor farlig han er. Det gaar jo rent løs paa den offentlige sikkerhed dette herre her.»

Men da sagde jeg pas. Ganske vist er det pressens hellige pligt at verne om den offentlige moral og paapeke brutalitet og andre misforekomster i samfundet; men — naaja, her var jo grunde for at det kanske var heldigst at holde et æret publikum udenfor. — Det blev forresten et helt arbeide at faa Dick Darling til at indse berettigelsen af disse grunde, og til denne dag er jeg ikke sikker paa at han har tilgivet mig min ubegribelige tværhed.


Der gik hele to maaneder før jeg næste gang mødte mine venner. Det var en herlig varm julidag, at jeg efter invitation fra Jonas Ratje tog en tur med «Styggen II» ud i Mangerfjorden for at se paa brislingfisket der ude. Ratje som nu optraadte som reder og enevoldshersker paa baaden var mægtig stolt og glad; men det var først ud paa eftermiddagen, da vi laa forankret ved et af brislinglaasene i den aabne fjord, at han fik tid til at tage sig lidt af mig.

Vi var blevet fine nu ombord i «Styggen II.» Vi havde solseil over hele agterdækket som var lastet med kasser og is for brislingens skyld. Om solseilet var der for min eller isens skyld skal jeg ikke kunne sige; men det er ligegyldig. Hovedsagen var at der i den smaahakkede is laa forvaret et halvt dusin selters, og at vi havde det som ellers hører til.

Vi ventet til Dick Darling fik gjort alting klar nede i maskinrummet og gik derpaa over til den alvorlige del af forhandlingerne.

Fjorden spillet og blinket mangfoldig smaakruset udover. Maager kredset i tusindvis rundt brislinglaasene og fyldte luften med iltre skrig.

Motorskøiter tøffet frem og tilbage og lagde strimmer af ildelugtende stank efter sig hvor de for. Men de gav billedet sit præg og gav os ogsaa et begreb om den mægtige flydende industri som er vokset op omkring vore hermetikfabrikker. Inde om styrbord skimtet vi taarnet paa Manger kirke. Det pegte som et omvendt udraabstegn ret ind i den høie himmel med de hvide drivende skyer som kom sigende ind fra havet.

Kort sagt sceneriet var udmærket og livet var godt at leve. Hvad under da at vi strakte os velbehagelig der paa agterdækket. Snadderne var fyldt med Pioner-brand, som Jonas havde skaffet tilveie, Gud ved hvorfra, men Bergens toldbod havde den neppe passeret, ligesaalidt som den D.~C.~L. wisky som perlet i glassene sammen med den iskolde selters.

«Naa, Hahn & Hinken maatte give sig tilslut?» spurgte jeg for at faa konversationen ind paa det emne som unegtelig interesserede mig ikke saa lidet.

Dick Darling smilte saa munden gik helt op til ørene. «Ja, de gav kjøb,» sagde han; men mere sagde han ikke.

Men Jonas sagde temmelig utaalmodig: «Du kunde nu gjerne fortælle, naar manden spørger dig.»

«Fortæl selv, du var jo med, og du snakker meget bedre for dig end jeg gjør.»

«Aa, du behøver ikke skabe dig, Dick. Du klarte snakkingen godt nok den kvelden, og det vil jeg sige, at den nationale scene tabte en stor skuespiller, da de ikke fik dig; for komedien var upaaklagelig den; men et held var det at selve politimesteren var tilstede og hørte paa. Det havde sin betydning.»

«Gik dere til politiet med historien?» spurgte jeg. Dette begyndte at blive spændende.

«Nei, det gjorde vi ikke; men det var ligesom en høiere styrelse greb ind og hjalp os. Der er en høiere retfærdighed i livet, som griber ind, selv naar menneskene tror de ikke har brug for den. Det gaar ikke an for en brutal natur som Hinken hensynsløst at slaa til en bra mand som Dick der for ingen verdens ting, uden at straffen kommer over ham paa en eller anden maade. Der gaar en Menesis igjennem livet.»

«Nemesis,» skjød jeg ind.

«Ja ja, Nemesis da. Jeg har ikke greie paa disse fine latinske ordene. Nei, politimesteren var i bostonlag hos Hahn den kvelden, og det var saamen Hahn selv som bad han komme ud og se paa Dick. Men det er vel bedst at fortælle i sammenhæng.

Du ved jo hvad som var hændt, og du saa selv hvor medtaget Dick var om eftermiddagen. Udover kvelden blev han værre og da drosjen stanset udenfor konsul Hahns hus var det saavidt han med min hjælp kunde komme sig op til entrédøren. Det var stuepigen, som lukket op for os, og hun blev saa ræd da hun saa denne skrækkelige saarede manden, at hun slet ikke vilde slippe os ind, og hvis ikke foden min tilfældigvis var kommet imellem, saa tror jeg næsten hun havde klemt døren igjen for os. Men det var fruen selv som viste os ind i det smaa anretningsværelset mellem kjøkkenet og spisestuen. Og det var hun som varskuet gamle Hahn.

Da Hahn kom ud til os var det svært smaat med Dick stakkar. Han bare anket sig og ømmet sig, og det var mig som maatte forklare kjøbmanden, at vi var kommet opom for at varskue om, at vi ikke kunde tage det slæbet ud til Fotlandsvaagen som vi havde aftalt skulde besørges næste dag.

Hahn saa jo selv, hvordan det stod til, saa han fandt sig i det uundgaaelige; men han vilde have greie paa hvordan det var gaaet for sig.

Det var da Dick saavidt fik stønnet frem: «Overfald hr. grosserer, overfald paa sagesløs mand.» Og med det samme besvimet han — yndig, forsikrer jeg dig. — De gjør det ikke bedre paa den nationale.

Hahn løb ind i stuen og kom tilbage med en konjakflaske og et glas, og lige i hælene paa ham kom politimesteren.

«Der kan du selv se,» sagde Hahn til ham. «Der ser du, hvorledes sikkerheden paa aaben gade opretholdes.»

Politimesteren forsøgte at smile; men han fik det ikke rigtig til, og det saa nærmest ud som han bed sig i læben.

Imidlertid fik vi slaaet en god slurk konjak i Dick, og det var rent hyggelig at se, hvor det kvikket ham op. Han fik bevidstheden igjen og med det samme han slog øinene op, sagde han: «Det var ikke paa aaben gade, det var paa Deres kontor, hr. grosserer.»

Tja. De trængte ind paa Dick og skjønt han forklarte dem, at han helst ikke vilde tale noget mere om det, saa gav de ikke fred før han blev nødt til at fortælle dem allesammen om Hinken og hans brutalitet.

Da var det Hahn som ikke fik det til at smile. Men politimesteren smol noksaa lunt, han.

Enden paa visen blev at baade Dick og jeg blev tilsagt at komme op paa kontoret næste formiddag. — Og det var det hele.»

Ratje lænnet sig bagover og tømte pjolterglasset sit tilbunds. Han satte det tilbage med et lidet klask og blev siddende og stirre ind i den lyse himmel han ogsaa med et smil som var stærkt i familie med det som forherliget Dicks fjæs.

«Jamen, hvordan gik det da videre?» spurgte jeg.

«Videre? Det var ikke noget videre da skjønner du. Resten var jo bare formaliteter, naar undtages at Hahn & Hinken en stund forsøgte at holde prisen temmelig stram.»

«Men vi fik hende rimelig tilslut,» skjød Dick ind. «Doktor Sørensens attest og de mange latinske navnene gjorde kanske udslaget, og politimesteren havde jo med egne øine seet hvordan jeg saa ud. — Ja, det var en lykke at Hahn havde bostonlag den kvelden.»

«Og Hinken?» spurgte jeg.

«Ja at ikke Hinken sprak af sinne, det skjønner jeg ikke,» sagde Jonas om lidt.

«Aa, du ved, han vilde nok helst givet mig en paa det andet øie ogsaa han. Men Hahn er svært ræd for skandaler, og det er nu ham, som har mest at sige i firmaet, saa Hinken fik bare tie.»


Atter sænket tausheden sig over os. Det var en lang stund før Jonas hævet glasset:

«Skaal karer!»

«Skaal og gratulerer med skuden!» sagde jeg.

«Lad os drikke for Hahn & Hinken,» sagde Dick.

Det gjorde vi.


Mamons træller.

«Det er vældig saa du er blevet velhavende i det sidste, Jonas», sagde Dick Darling og stemmen var fuld af bidende ironi.

Strilen laa med en søklastet baad langs siden af «Styggen II». Han vilde have slæb til byen og havde budt Jonas Ratje fem kroner for «at hænge bagpaa» indover saalangt som ind forbi moloen. Dette var et stykke ude i fjorden og den strilebaaden vilde igrunden slet ikke hefte noget større. Alligevel havde Ratje afvist tilbudet kort og fyndig i udtryk som kun hans tunge kunde prestere magen til.

Dagen var en fortryllende maidag med hvide drivende skyer, med blank smaakruset sjø og med skiftende lysvirkninger indover de graa fjeldknauserne, hvor enkelte lyse birker netop havde klædt sig i grønt. Hvide maager kredset høit oppe i rummet og hele landskapet saa ud som en flot skitse i hvidt og ultramarin med enkelte stænk af andre farver inde imellem.

Men trods at fjorden var blaa og himlen høi og luften fuld af sol og vind, var humøret ombord i «Styggen II» ikke saa lyst som det kunde være.

Selv sad jeg paa forpolleren og iagttog folk og forhold og ting uden at sige noget. Det interesseret mig at faa rede paa de underliggende motiver, som fik mine venner til at snu vrangsiden ud. Men jeg skulde vel vogte mig for at gaa mellem barken og veden.

Som sagt Ratje vilde ikke slæpe strilebaaden og Dick Darling vilde. Deraf den ironiske bemerkning som indleder disse linjer.

Ratje bare gryntet stædig, hvorfor Dick fortsatte: «En skulde tro, du fandt femkronerne strød alle steder. Du er blevet saa stor paa det, at du gidder ikke bøie dig og plukke dem op om du fandt dem paa gaden.»

Han spyttet forarget over lu række saa alt spyttet drev ind paa dækket, og jeg noterte mig, at naar Dick kunde være saa usjømandsmæssig maatte han sandelig være ordentlig forarget.

Strilen blev liggende der han laa. Ogsaa han havde merket at det var uoverensstemmelse mellem de høiere magter. Han haabet fremdeles at kunne spare sig roturen til byen. Men han kjendte ikke Jonas Ratje saa godt som jeg.

«Hør her du din striletamp. Lad gaa af rækken der, ellers skal jeg lære dig. Tror du dit skidne kadaver, at du kan klænge dig ind paa en ærlig bymand med dit fysiognomi og din sorte sjæl, saa tager du pinedø feil, far. Lad gaa, siger jeg», og Ratje hug med støvlehælen efter strilens fingre saa han slap taget.

Men det blev formeget for Dick. Han kom omkring maskinskylightet, rakte sig ud over rækken og raabte til strilen: «Lang mig fangelinen, mand». Og strilen var fort i vendingen da han hørte det. Dick slog bugten af linen omkring slæbebøilen og slang enden ned i baaden igjen.

Ratje stod og saa paa og hans mægtige aasyn blev mørkt som Jupiter tonans under en tordenbyge. Han trak rolig tollekniven og før nogen af os vidste ordet af sad strilen med stumperne af en kuttet fangeline i hænderne og bandte saa godt han havde lært. Det var ikke stort i forhold til hvad vi var vante med ombord i «Styggen II», men fra et almindelig missionsmøde-standpunkt var det meget respektabelt.

Da fangelinen var kappet stak Jonas kniven i sliren igjen, knyttet næverne og holdt dem opunder næsen paa Dick Darling: «Og nu, du elendige fedtkoger, nu ser du at komme dig nedenunder og faa skrangle værket igang lidt fortere end fort, for ellers sker her noget som du ikke liger. Save?»

Dick sagde ikke et ord mere. Han bare trak medlidende paa skulderen henover mod mig, som om han vilde bede mig om undskyldning og antyde at Jonas ikke var rigtig vel bevaret.

Jeg vogtede mig vel for at tage parti. Jeg holdt mig urokkelig nøitral.

Et øieblik efter skjød «Styggen II» over stevn og Ratje tog roret. Det bar indover til byen, mens skummet stod hvidt om baugen og propellen kjærnet op en stribe af boblende seltersvand i kjølvandet.

Jeg fik fyr paa piben og indrettet mig paa at underholde mig selv, for det saa ikke ut til at Jonas vilde bli synderlig underholdende. — Men det tog jeg feil i. Hans hjerte var fuldt og han maatte have afløb.

«Det skulde bare mangle, at vi herombord i «Styggen II» nogensinde skulde falde saa dybt, at vi gav en haand til udsugervæsenet,» kom det iltert. «Her ligger en slig svinehund af en stril inde ved torvet og tager to kroner for en liden palesei; — to kroner — og det af fattige smaafolk som ikke ved hvor de skal faa maden i munden engang. Jeg saa en stakkar kone forleden dag. Torvet var stappende fuldt af blanke seier, og kjærringen stod og graad for hun ikke kunde faa kjøbt middagsmad til ungerne sine, endda hun hadde penge til rimelig kjøb, og ligevel stod den strilegapen og flirte og lo og forlystet sin svarte sjæl over elendigheden. Og sligt skal man tage paa slæb? Nei han kan dyre død slide paa aarene til ryggen hans gaar af, den bandsatte flaaeren. Hvis han tror at Jonas Ratje sælger sjælen sin for hans lusede femkroning, saa tar han feil.»

— — — «Om det er den samme strilen? Det ved jeg ikke. Det er ialfald samme sorten baade udvendig og indvendig. Og den skarve Dick, gaar han ikke der og er saa eggesyg for at faa fat i nogen luseører af blodpengene han ogsaa. Siden han begyndte at jobbe er han blevet saa gridsk at det er en skam.»

«Jobber han?» spurgte jeg pligtskyldigst.

«Om Dick jobber? Ja det kan du lide paa han gjør. Han er god for sine tyve tusen, saavist som han eier en krone. Helt siden ifjor sommer har han ikke gjort andet end at sope ind penge, og han snakker ikke om andet end aktier og udbytte og salg fra morgen til aften, og jeg tror fra aften til morgen med. Han snakker jobbing i søvne, mand. Min fredelige hyggelige Dick er blevet en mamonstræl, en guldkalvdanser, en — en —» Jonas ledte efter ordet, som han mod sædvane ikke fandt. —«En kapitalist, en pengepugende kapitalist.» Der var en verden af opsparet foragt i tonefaldet.

Men nu havde Jonas Ratje faaet udløst lidt af sin galde og trak sig tilbage ind i sit skal. Han lukket styrehusruden som for at betyde mig at audiensen var forbi og jeg blev siddende der paa polleren og røge og stirre ind i de nye merkelige perspektiver som aabnet sig for mit blik. — Jonas Ratje som filantrop og Dick Darling som pengepuger, og to gamle venner paa nippet til at blive fiender bare for en lumpen femkrones skyld og for en stril. — Sandelig verden holdt paa at blive vendt op og ned.


Det var nogen dage senere. Dick og jeg sad paa Tyskebryggens café med en flaske øl mellem os. Jonas Ratje var oppe i byen for at faa klarering for nogen slæb hos Hahn & Hinken, som efter den store brand havde faaet kontor langt inde i Kong Oscars gade.

Jeg havde bragt episoden fra forleden dag paa bane og Dick viste sig at være meddelsom:

«Ja er det ikke besynderlig med Ratje. Det er akkurat som om fem kroner ikke var penge. — Det der som du siger om den konen — ja kanske er det sandt og kanske er det ikke; men hvad kommer det os ved. Kan nogen se paa en femmer enten en har tjent den hos en stril eller hos en herremand kanske?»

«Jamen Jonas sagde at du var kapitalist, en pengepugende kapitalist,» skjød jeg ind.

Dick rødmet der han sad, saa jeg kunde se at han blev rød helt opunder haarroden endda han var temmelig skidden i fjæset. —«Sagde Ratje det? Ratje?»

«Tja, det sagde han, og jeg lyver ikke. Kanske han lyver, kanske du ikke er kapitalist og pengepuger?»

Det var stygt af mig; men Dick vred sig som en orm der han sad, og jeg kunde ikke for mit liv lade være at give skruen en omgang til. «Det havde jeg aldrig troet om dig Dick,» sagde jeg dydig.

«Saa det har Ratje sagt, Ratje som selv — —»

«Hvad behager?»

«Ja sandt for dyden, naar han sladrer af skole, hvorfor skulde jeg da tie. Ratje skulde passe sig selv, han som sopte ind femtentusen kroner bare paa Belleaffæren.»

«Femten tusen?»

«Ja netop. Du ved hun blev kjøbt for firehundretusen og solgt igjen for en million to hundrede tusen tre maaneder efter. Jonas var med der og femtentusen var hans part. Og du maa ikke tro det er hans eneste job. Nei far, han var med paa «Stalton» og paa «Fredheim» og «Anna» og «Peik» og — nei han skulde bare tie. Han snakker om kapitalister og jobbing. For hver femhundrede kroner jeg har tjent har han tjent dobbelt saa meget. Jonas snakker om kapitalist, han som vasser i penge. Han kan lægge op hvad dag det skal være for den del. Det er derfor han er blevet saa storsnudet; men han skulde dyre død bare tie stille. Jeg kan endnu mindes de dage da vi vilde været glade ved en femkroning for et strileslæb. — Nei jasaa, saa Jonas snakker om kapitalist?»

Dick blev ganske hæs af bevægelse. Han bøiet sig helt frem over bordet til mig og hvisket: «Ved du at han vilde sælge «Styggen»?»

«Sludder, aldrig i verden,» sagde jeg.

Dick slog kors under hagen med en graasvart pegefinger akkurat som gutungerne, naar de rigtig skal bedyre et udsagn. «Sælge Styggen II,» sagde han med gravrøst og kunde næsten ikke tale for bare sindsbevægelse, og jeg spurgte med øinene for at faa nærmere forklaring, for jeg skjønte jo at overfor saamegen sjælsfordærvelse gik det ikke an at spørge høit.

«Ja da. Vi fik et bud paa hende. Jeg siger ikke at det var et daarlig bud; men alligevel, efter al den møien vi hadde for at faa fat i hende, saa — —. Sælge «Styggen II» og det til de blodsugerne. Nei før skal jeg gaa naken paa gaten og tigge.»

«Hvilke blodsugere?» Dette begyndte at bli dramatisk og nu vilde jeg tilbunds i den historie.

«Hahn & Hinken naturligvis. Hvem andre. Tænk sælge «Styggen II» til dem.»

Dick hadde ganske ret, dette nærmet sig helligbrøde. Jeg blev siddende og stirre ind i et minde. Jeg syntes jeg saa Dick hin mindeværdige dag da han drog op til Hahn emballeret som en ekstra prima førsteklasses krigsinvalid med bandager baade her og der for at pointere hvorledes Hinken bavde maltrakteret ham. Det var det som skaffet mine venner saa rimelig kjøb paa baaden; og nu havde altsaa Ratje villet sælge den til disse samme gamle eiere.

«Hvad bød de?» spurgte jeg.

«Syvogførtitusen.»

«Og dere kjøbte hele kareten for atten?»

«Ja!»

Jonas Ratjes synd begyndte at bli noget mindre. En avance paa niogtyvetusen var ikke slig at løbe fra i disse vanskelige tider. Jeg dristet mig til at sige saameget til Dick.

Han bare knuste mig med et eneste blik. —«Nei, det siger Jonas ogsaa. Han sælger gjerne baade konen og barnene sine om nogen bød ham lidt for dem.»

«Ja tro det.»

«Han vilde sælge «Styggen II»!» Dick dunket i bordet saa glassene danset. Dick var ungkar og «Styggen II» var mere værd for ham end kone og barn, ialfald mere end andre folks barn og koner. «Men jeg har nu sagt ham meningen min. Sælg du bare du, sagde jeg. Sælg baade baaden og sjælen. Stop saa alle pengene op i en sæk og gaa op paa torvet og sig til alle du træffer: Her er min sjæl! Se saa om du faar det bedre da. — Ak ja, det er ikke saa let; men at min prægtige Jonas skulde blive en slik mamonstræl, det skulde jeg bandt paa var løgn.» Og Dick sukket saa tungt, saa tungt.

Det slog mig forresten, hvor disse to igrunden var lige i mangt og meget, og jeg fandt forklaring paa et og andet i deres mangeaarige venskap, som hidtil havde været mig dunkelt nok.

Saa gik døren op og Ratje kom ind. Han skulet fra den ene af os til den anden, og satte sig ned med et mut nik til mig. Dick ænset han ikke. Ratje vinket til opvarteren og da varerne kom skjænket han rundt og drak selv graadig hele glasset og et til. Saa tørret han sig om munden med haanden og sagde nærmest henvendt til den elektriske lysekrone: «Nu staar hun i femtitusen!»

Dick krøb sammen paa stolen. Han blev saa underlig liden der han sad og hviskende spurgte han: «Hvad svarte du?»

Jonas saa paa ham. Øinene hans var bistre, der luet en ild i dem som jeg aldrig havde set der før og Dick frøs under det blikket.

«Svaret?» Hvad skal en svare. Du vil jo heller fly kysten rundt efter femkroners slæb end at bukke din ryg og tage op penge som folk formelig slænger efter dig.»

«Situationen blev uhyggelig. Jeg tænkte paa at fordufte og sad bare og pønset paa et par passende avskedsord. Jeg skjelet bort paa Dick. Et øieblik saa det ud, som om han vilde fyge op i et gnistrende sinne; men saa hændte der noget som jeg ikke havde ventet.

En blank taare piblet frem i øienkriken. Den funklet et sekund som en ædelsten og trillet saa nedover det sortsmuskede og furede kind og tabte sig i den pjuskede knebelsbart. Og den ene fulgtes af flere. De trillet efter hverandre og tegnet et helt lidet bækkefar der de trillet.

Jeg saa bort paa Jonas. Ogsaa hans udtryk var en hel studie. Det sammenbidte bistre udtryk veg først for den mest maabende forbauselse; men lidt efter lidt steg der op i øinene en vaagnende forstaaelse og medlidenhed som var næsten rørende.

«Dick, gamle idiot! Dick da, du kan da forstaa vi ikke sælger «Styggen II» naar du tager det slik. Ikke for hundredetusen, ikke for alle de penge som findes i verden». Og han rundet af sit udbrud med et seksløbet kraftudtryk af de saftigste det nogen gang er faldt i min lod at høre.

Men Dick stakkar sad der flau og flad. Det gik ind paa ham, at han saaledes havde gjort sig til et skuespil og en flab. Han tørret ærgerlig taarerne væk; men opnaadde bare at smørre skidt og salte taarer udover i malerisk blanding, og jeg kunde ikke hjælpe for at der gled et smil over mine læber, skjønt hele mit hjerte var hos Dick.

Men det vidste jo ikke Jonas og for at faa bugt med sin egen rørelse overfuste han mig: «Hvad flirer du af, blækhorn. Her er dyre død ingen ting at flire af, saa meget du ved det, og hvis du ikke svindter dig med et se anstændig ud, saa forsyne mig pynter jeg ikke galionsfiguren din slig, at din egen mor ikke skal kjende dig igjen. Kanske du tror at en mand som Dick er til at flire af, din skidtstøvel. — Et slikt blæksmørrende ubegavet væsen, hvad i dundrende er det du flirer af?»

Havde ikke Dick lagt sig imellem, saa tror jeg sandt for dyden han havde klemt til mig. Men Dick stak frem en sodet næve og famlet den bort i Jonas Ratjes. «Tak Jonas. Jeg vidste jo hele tiden, at du ikke orket at sælge «Styggen II» du heller.»

Jonas brummet noget grødet langt nede i struben. Det hørtes som rullende torden langt borte.

Men slig kunde det ikke vedblive. Folk begyndte at se bort til vort bord og opvartertosken blinket med øiet til en stamgjæst og gjorde en næsten umærkelig bevægelse med hovedet henimod os. Jeg havde ikke andet at gjøre for at stoppe hans usømmelige friheder end at telegrafere til ham efter to flasker til.

«Ja, det er netop det vi skal have,» sagde Jonas med et forlegent smil som skulde dække over hans usikkerhed. Men saa tog han sig sammen og reiste sig op, slog ud med haanden til de ti tolv gjæster som sad rundt i lokalet.

«Gentlemen,» brølte han og smilet blev bredere og bredere. «What do you want? Opvarter, seks flasker champagnevin. Jeg betaler, jeg Jonas Ratje!» — Og nu var han pludselig igjen den gamle myndige Ratje som jeg frygtet og holdt af. Høvdingen som kunde kommandere mennesker.

«Mine herrer,» raabte han og røsten runget. «Jeg vil dere allesammen skal drikke en skaal med mig, for min gamle ven og kammerat Dick Darling som sidder her, og den som ikke det vil slaar jeg hovedet ned i maven paa. Save?»

Dick stakkar han blev rent overvældet af saa megen ære. Han var saa flau og saa undselig at han knapt vidste hvor han skulde snu sig. Han bare tysset og tysset paa sin brautende skipper som ikke vilde give sig.

«Sæt dig ned, Dick, du gamle mamonstræl. Sæt dig ned og hold mund. Dette er min dag og dermed basta.»

Men Dick vilde ikke være mindre end Ratje og bestilte ligeledes seks flasker champagnevin. Jeg saa en forvirret kjøkkenpige pile forbi bagvinduerne med en stor kurv. Slige bestillinger kunde caféen ikke effektuere uden varsel.

Slig gik det til at mit hoved kom i ulag i mange dage, for champagnen var saa som saa, selv om prisen var den samme som for Pommery grand sec.

Det gjorde ikke noget. Jonas og Dick havde fundet hinanden paany. Det var vel værd kalaset.


Sandheden om briggen.

«Du som tror du kan skrive, du skulde heller fortælle lidt om dengangen Dick bjerget briggen udenfor Marstenen, end alt det juks du har klint ihop.»

Piben var gaaet ud. Jeg tændte selv en cigar og rakte Jonas en ogsaa. Han tog imod den og lagde den op i karaffelhylden over sofaen; men lidt efter betænkte han sig og tog den ned igjen.

«Byder du cigar, saa skal jeg byde paa vin, og saa kan du faa den historien om Dick og briggen.»

Fra hjørneskabet kom der frem en flaske og to ølglas. Jonas skjænket i. Det var en sød seig vino duro af den sort som man kjøber i visse smaa vinsjapper i nærheden af Rambla i Barcelona. Det er et mærke som ikke faaes andetsteds; men Jonas Ratje havde visse forbindelser, hvis varer ikke var opført paa nogen faktura og som gik udenom Bergens toldbod. — Vinen lod sig drikke og da vi havde smagt og smattet og sagt: ah! lagde han sig velbehagelig tilbage, røgte et par drag og fulgte røgen med øinene.

«Du husker,» sagde han, «at Dick og jeg i sin tid kjøbte «Styggen» — gamle «Styggen» som gik tilbunds udenfor Jægtevigen. Det var borte i Shields. Det var ikke nogen yacht; men vi fik hende billig og vi saa en chanse. Sandt at sige var jeg dengang ikke videre modig paa handelen; men baade Dick og jeg gik derborte uden et job og uden udsigt til at faa et. Vi havde nogen center og «Styggen», som forresten dengang hed «Duke of Northumberland», kunde faaes for skrabejernspris. — Og, som Dick sagde, der var metal i hende for mere end halve kjøbesummen, saa i værste fald kunde vi hugge hende op og faa vore penge igjen paa den maaden.

Men da vi først var blevet eiere af hende, havde ingen af os hjerte til at skille os ved hende. — Spørgsmaalet var hvorledes vi skulde faa hende over Nordsjøen. Det var i oktober maaned, og du husker for en nøddeskal det var. Dertil kom, at maskinen ikke var noget at skryde af. Kjedlen lækket i nærsagt alle skjøtningerne og skroget var ikke stort bedre. Men Dick gik an med diktemeisel og hammer. Han sled som et bæst baade dag og nat, og paa mindre end en halv maaned var han kommet saalangt, at han mente vi kunde vove farten.

Var vi heldig kunde vi kanske hakke os over Nordsjøen paa et par døgn, og saalænge kunde vi sagtens holde ud. Var vi ikke heldige gik vi nedenom og hjem til kingdome come annyhow. Slige bagateller som kompas og kronometer fandtes der naturligvis ikke ombord; men mærkelig nok fandt vi et gammelt fillet Nordsjøkart i sofabænken. Det var alt vi havde at gjøre bestik efter, saa du skjøner, det var ikke rare greier.

Vi kjøbte os et par tons kul, de var billige dengang. Desuden lagde vi ind nogen beskøiter, en skinke og to flasker whisky. Det var hele udstyret. — Og saa bar det ivei.

I begyndelsen gik det herlig. Det blaaste en liden bris af sydvest; men sjøen var smul og blikspandet vort viste sig at være bedre end vi havde ventet. Vistnok slarket maskinen vor som et paternosterværk og Dick turde ikke sætte mere end tredve firti punds tryk paa kjedlen. Men vi flød og vi kom frem. Det var alt vi begjæret. Jeg behøver vel ikke at tilføie, at vi havde ikke havt nogen veritas-survey paa kareten. Men Dick er saa god som seks veritasagenter, saa saalænge han var fornøiet kunde sagtens jeg være det. Kort sagt, foreløbig artet det hele sig som et yndig lidet picnic.

Men ud paa eftermiddagen frisket brisen stadig og vi fik lidt sjø ret agtenfra. Dick blev alvorlig. Ikke saa at forstaa, at han sagde noget; men jeg mærket det jo alligevel. Han sad pal ved siden af maskinen sin og lyttet efter alle dens lyd. Han havde en skiftenøgle i haanden, og ret som det var var han borte i en møtrik baade her og der. Oljekanden stod paa bænken ved siden af ham.

For mine øine saa det ud til at være allright altsammen; men du ved det var ikke stort jeg saa; for jeg havde jo rattet at passe. Det var ikke nogen afløsning for nogen af os. Der vi var fik vi være til vi kom i havn.

Nu er at berette at veiret øget paa lidt om sen. Brisen blev frisk og blev til kuling som efterhaanden blev stiv. Vi havde hele tiden veiret ind ret agter og det hjalp jo paa farten; men Dick havde det ikke morsomt. Det var paa den reisen det gik op for mig hvad en dygtig maskinist er værd i sit yrke. Du skulde seet ham. Han havde throtlevalven i haanden hele tiden, naar han ikke tilfældigvis skulde bort i en skrue eller smøre et lager eller sligt; men du kan tage mit ord for at han ammet og dægget og kjælet for den skranglerokken sin som der aldrig er blevet stelt med en kvadruple ombord i en torpedojager, hvor de er to mand til at passe paa hver smørekop.

Og vel var det; for uden Dick var vi aldrig kommen over Nordsjøen. Det var Dick og bare Dick all round. Han klarte det saa fint som flæskevælling. Det var ikke stort jeg kunde gjøre andet end at passe rattet og det kunde en hvemsomhelst dæksgut gjort.

Vi brugte to døgn over til vi saa land paa norske siden. Og i al den tiden levet vi paa tørre beskøiter og whisky i vand. Skinken som vi havde glædet os til blev ikke rørt, for ingen af os havde tid til at stege flæsk eller koge kaffe eller noget, for vi havde hænderne fulde. Men vi lovet os selv, at saasnart vi kom ind i smult vand skulde vi have os et ordentlig maaltid og derefter tørne ind til en lang vagt tilkøis. Vi syntes vi trængte det, vi begyndte at blive slitne paa resten.

Det var tidlig paa morgenen tredie døgnet, at vi først saa land; men det var langt lid paa dagen da vi fik kjending, saa vi vidste hvor vi var, og da var vi under Marstenen og var sikker paa at vi skulde ligge vel fortøiet til natten.

Men se det blev der ikke noget af.

For just som det begyndte at skumre var det vi fik se nødblus fra en seilskude en mils vei opunder til bagbord.

Jeg raabte til Dick, at han fik komme op, og da han kom forklaret jeg ham at seileren havde blusset og foreslog ham at vi skulde gjøre en afstikker bort til den forat vi siden kunde give melding til nogen, som kunde gaa ud og hjælpe hende.

«Giv melding i helvede,» sagde Dick. «Hvad faar vi for at give melding? Nei, enten gaar vi nu ret ind ved Marstenen og giver pokker i den plimsoleren, eller ogsaa gaar vi ned og tager hende paa slæb. Nu kan du vælge.»

Først troede jeg at manden var gal eller fuld. Vi havde vaaget i toogethalvt døgn, og skulde vi nu tage seileren paa slæb fik vi mindst tolv timers ekstra arbeide. Det var det; men du maa ogsaa huske paa at vi havde en stiv kuling af sydvest og ikke saameget som en taugstump, ja ikke en smekker line engang ombord.

Saa fortalte jeg Dick hvad jeg mente om ham og hans idé. Men det kunde jeg sparet mig; for han havde ogsaa en mening og tilstrækkelig mange skjældsord til at give dem vægt.

Tilslut spurgte jeg om han virkelig troede at rokken hans var i den stand at den kunde taale et sligt slæb i høi sjø?

«Well,», sagde han. «Det er det som skal vise sig. Vi har ialfald ikke kjøbt denne dreadnoughten for at bruge den til lystfart. Den er kjøbt til bugserbaad og nu sender herren i sin visdom dig en seiler at bugsere, og saa vil du liste fra det hele fordi du er lidt søvnig. Du burde skamme dig. Jeg ved ikke om maskinen taaler jobben; men jeg ved hun trænger en ordentlig overhaling under værksted i Bergen før vi kan tage traden op for ramme alvor. — Og derborte, en liden mil nede i læ ligger pengene som skal betale den reparationen. Hvis vi nu ikke plukker sedlerne op saa fort vi har lært, saa er du kanske saa venlig at skaffe dem andetsteds fra. Du har formodentlig en udstrakt blankokredit paa Dogger bank, saa du greier det nok; men kanske det var lige saa hændig at tage de zechinerne som ligger her og slænger paa alfar vei. Briggen derborte ligger og tigger om lov til at betale.»

Naa ja, det parlamentet blev ikke længere. Han fik sin vilje og i de næste fjorten timer sled vi saa vi havde blodsmag i munden.

Briggen var en gammel radbrækket russefinne, som maatte holdes flydende paa pumperne. Hun var forresten ikke værre medtaget end at hun burde have kommet sig ind ved egen hjælp; men folkene havde draget hele Nordsjøen gjennem pumperne og nu var de krakilske. Hun havde desuden faaet skade paa roret. Det var derfor hun var kommet ud af kurs. Hun skulde nemlig ind i Østersjøen med kullasten som hun havde under lugerne.»

«Jamen hvorledes fik du slæberen ombord? Du sagde jo selv, du havde ikke saameget som en smekker line engang. Og du skulde manøvrere «Styggen» og hive trossen ind og gjøre fast og alt; for du vil vel ikke fortælle at det ogsaa var Dick — all round?»

«Det var ingenting. Jeg gik opunder agterenden paa hende og alt der var at gjøre var at fire trossen ned til mig; for de havde jo mandskab nok der ombord og — — —»

I det samme kom Dick frem i styrehusdøren. Han var utrolig skidden; for han kom lige fra skudebunden, hvor han havde havt noget at gjøre.

Da han saa vi havde vin paa bordet lyste han op saa de smaa tandstumperne hans skinnet i det svarte fjæset og uden videre palaver tog han Ratjes glas og tømte det tilbunds.

Jeg saa der flammet op et vredeslyn i øinene paa Jonas, men han betvang sig og sagde noksaa pyntelig: «Velbekomme; men næste gang kan du hente dig en kop og ikke tage mit glas.»

«Aa kjære, gjør ingen uleilighed for min skyld, jeg klarer mig saa godt med glasset. Du er jo ren i munden vel,» sagde Dick.

For at afværge uveir skjød jeg ind: «Jonas sidder her og fortæller mig om dengangen du bjerget russefinnen udenfor Marstenen.»

«Jeg bjerget? Jeg —,» det var den mest uforstilte forbauselse i Dick Darlings ansigt. «Det var Jonas Ratje som bjerget russefinnen, og det greiet han solo. Og hvis han har fortalt noget andet saa lyver han til den store guldmedalje lige saa freidig som han løi ved sjøforklaringen efterpaa.»

Jeg saa fra den ene til den anden. Jonas var lidt rød i kammen, men det kunde være af vinen. «Tøis,» sagde han bare.

«Det er ikke tøis,» kom det hidsig fra Dick. «Jeg tøiser ikke med sligt,» og vendt mod mig klemte han paa: «Har han fortalt dig, hvorledes han fik trossen ombord? Har han fortalt dig, at det var det fineste stykke sjømandsarbeide som nogengang er gjort? Har han fortalt dig, at vi havde næsten opgivet det som haabløst; men at netop som vi skulde begive hele jobben, fik han øie paa et stakkels fortvilet kvindfolk ombord paa briggen. En kvinde med et lidet barn paa armen; og for hendes skyld gjorde han det kjæmpearbeide at faa den trossen ombord til os. — Det var himlende hav og holdt paa at blive mørkt, og vi kunde ikke komme opunder briggen saapas, at de kunde hive en line over til os. Men hvad gjorde Jonas? Han sprang overbord gjorde han og svømmet bort under læ af finnen og kom tilbage med linen mellem tænderne. Og gjennemvaad og stivfrossen, mens klæderne næsten blev is paa hans krop halte han og sled han, til han fik den trossen ombord og gjort fast. — Og han havde ikke sovet i næsten tre døgn, alligevel stod han efterpaa tilrors i de samme klæderne indtil briggen kastet anker paa Bergens red.»

«Aa hold kjæft! Du overdriver, det var ingenting,» sagde Jonas. Nu var han blodrød helt op under haarroden.

Jeg godtet mig. Se saaledes saa altsaa den historie ud fra den anden side. Dick godtet sig ogsaa, det kunde jeg se paa ham: «Nei, se det har han ikke fortalt. Men hvad i svingende svarte Helsingland har han saa fortalt? For jeg gjorde ingenting, bogstavelig talt ingenting andet end at give en haand her og der som enhver dæksgut kunde have gjort bedre.»

«Saa det gjorde du ikke,» bed Jonas i. «Det var kanske ikke dig som skruede fast sikkerhedsventilen og satte et pres paa den stakkers radbrækkede mishandlede maskinen din til vi holdt paa at gaa til himmels? — Og da det blev rigtig galt, hængte du huen din over manometeret, for at det ikke skulde fortælle dig, hvilken sindssvag vaagehals du var. — Naa, stik den du!» vrinsket han triumferende.

Men Dick blev ikke imponeret. «Er det noget at snakke om? End om der nu var gaaet noget galt og de havde spurgt mig i sjøretten, hvor stort tryk jeg gik med. Hvad skulde jeg saa have svaret, hvis jeg havde siddet og gloet paa manometerviseren hele tiden? Saalænge huen hang der kunde jeg med god samvittighed sværge paa at jeg ikke vidste hvad tryk der var for der var noget iveien saa jeg kunde ikke se det. Men hvor tror du vi havde havnet, hvis vi havde gaaet med de fattige seksti pundene, som kjedlen var konstrueret for?»

«Vi behøvet slet ikke kommet i sjøretten. Vi kunde afgjort det hele i mindelighed med skipperen. Det mente jeg dengang, og det mener jeg den dag i dag.»

«Det mente du slet ikke. Du mente det samme som jeg, at der skulde klemmes ud af finnen hver penny vi kunde faa til at reparere «Styggen» for. Det var først da hun, fruen hans, kom og tog dig i haanden og takket dig med taarer i øinene fordi du havde frelst livet hendes og livet til barnet hendes, at du pludselig fik stormandsgalskab og vilde tage tiltakke med de lumpne tohundrede kroner som den gnierfanten vilde slænge i dig. — Men tak skal du have. Det blev der da gudskelov ikke noget af.» Dick snuset foragtelig ud i luften og henvendt til mig sagde han: «Det værste jeg ved er et hundredekilos mandfolk, som bliver hysterisk fordi om et skjørt giver sig til at vande høns. — Og det en gift mand ovenikjøbet med kone og fem barn. Hvad tror du Dina Ratje vilde sagt, hvis hun havde faaet hørt det hele slig som det virkelig var. Tror du hun vilde sagt ja og amen til de tohundrede — — —»

«Hold Dina udenfor eller ogsaa maser jeg dig til hakkemad, saa meget du ved det.»

«Oh, yes! hold Dina udenfor! Men om du nu var blevet liggende derude i Nordsjøen, hvem skulde saa skaffet maden til hende og barnene dine? Javist skal vi holde Dina udenfor!»

Der arbeidet sig op noget i Jonas, noget midt mellem et ustyrlig sinne og en trang til at retfærdiggjøre sig og pludselig eksploderte han. Han formelig brølte det ud: «Idiot! Det var jo netop derfor jeg gjorde det.»

«For at blive liggende i Nordsjøen? Jonas, hvad siger du?»

«Det siger jeg ikke. Jeg siger det var for Dinas skyld jeg jumpet overbord. Tror du jeg nogen gang kunde seet hende ind i øinene mere, hvis vi havde reist ifra en kone og hendes barn i havsnød?»

Men pludselig gik det op for ham, at han stod her og blottet sit inderste følelsesliv for os to, og med engang blev han uendelig skamfuld. Hans øine, som netop i samme sekund havde gnistret og flammet, veg unda og turde slet ikke møde vore. «Fanden,» bandte han.

Der blev ganske stille i styrehuset paa «Styggen». En pinlig pause. Den varet sikkert i mange sekunder. Saa pludselig langet Jonas ud med sin vældige lab efter Dick som stod i døraabningen og han faldt sprællende ned i sofaen. «Pak,» sagde Jonas og skridtet forbi ham ud paa dækket. Han slog døren i saa det skranglet i hele skuden.

Da Dick Darling fik samlet sig lidt, sad vi to først et øieblik og sagde ingenting; men lidt efter lidt brød der frem et smil paa Dicks svarte ansigt. Et stort og straalende smil: «Skulde du have seet paa magen,» sagde han. Saa tog han flasken som endnu stod paa bordet og skjænket sig et bredfuldt glas af Ratjes vino duro. Den var af mere end tolv procents alkoholstyrke; men Dick tømte sit bæger til bunden vendte mod taget. Saa satte han det tomme glas fra sig og hans huldsalighed var endeløs. Han tittet forsigtig ud gjennem koøiet i agterkanten og vinket til mig at jeg ogsaa skulde se. Jonas vagget opover kaien. Hans brede ryg var skuttet og rund. Det vistes i hver dens linje at eieren ærgret sig kollosalt.

Men Dick lo. En stille klukkende fornøiet latter.

«Hvad griner du af. Jeg synes det er alt andet end morsomt,» sagde jeg, og det var sandt. Jeg ligte slet ikke at vi havde fornærmet Jonas Ratje.

«Hvad jeg ler af? Jo endelig en gang fik jeg da sandheden ud af ham. I mange herrens aar har han løiet for mig, for ikke at tale om de skammelige løgne han svor paa i retten dengang.»

«Var det saa groft?»

«Om det var. Assessoren gjorde sit bedste for at vi kunde faa ordentlig bjergeløn; men Jonas var rent besat. Han hævdet med næb og klør, at det hele bare var — assistance. Og finnen, det udyr, støttet ham af alle kræfter. Det hjalp ikke hvad jeg sagde, endskjønt jeg bare fortalte den nøgne sandhed, at briggen havde nødflag oppe, og at Jonas vovet livet, og at hele briggens mandskab havde gaaet nedenom til Fidlers green uden os. Retten kunde ikke give os bjergeløn saa gjerne den vilde. Vi maatte nøie os med «assistance under farefulde omstændigheder» og det gjør en betydelig forskjel skal jeg sige dig. — Han sagde bagefter, at han syntes synd i den finneskipperen. — Hørt sligt nonsens? Men nu kan han komme. Nu ved jeg bedre.» Og Dick gned sig i hænderne, hjertelig vel fornøiet.

«Jamen han var ordentlig sint, da han gik.»

«Ja gudsketak, det var han. Men han bliver nok god igjen. Alligevel er det kanske klogest at du fordufter inden han kommer tilbage. Se her, vi tager os et glas til før du gaar.»

Avskriverens rettelser






End of the Project Gutenberg EBook of S/S "Styggen", by Burchard Jessen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK S/S "STYGGEN" ***

***** This file should be named 34183-h.htm or 34183-h.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/3/4/1/8/34183/

Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
http://gutenberg.net/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.net),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at http://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
http://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at http://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit http://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: http://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart is the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     http://www.gutenberg.net

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.